Nobelprismodtageren Orhan Pamuk (f.1952) er er en af Tyrkiets væsentligste moderne forfattere, der forener europæisk modernisme og orientalsk fortælletradition. Hvis du interesserer dig for Istanbul og Tyrkiets historie, skal du læse forfatteren og hans nyeste udgivelse, den moderne fabel Den rødhårede kvinde (2019) og naturligvis også hans seneste Dette fremmede i mig (2016).
Orhan Pamuks forfatterskab var de første år meget populært i Tyrkiet og blev tildelt flere priser. Bl.a. vandt han den fornemme tyrkiske Orhan Kemal pris for sin debutroman 'Cevdet Bey ve O?ullari' (1982), der aldrig er blevet oversat fra tyrkisk. Men som Pamuk mange gange selv har kommenteret, er populariteten i hjemlandet, på trods af fine salgstal, faldet markant.
Selv peger Pamuk på, at hans popularitet i hjemlandet er aftaget i takt med, at han begyndte at vinde anerkendelse i udlandet - særligt i USA og Europa, og at dette har provokeret nationalistiske kredse i Tyrkiet.
Pamuks faldende popularitet i hjemlandet kan dog også forklares med udviklingen i forfatterskabet. Hvor tidlige romaner som 'Den sorte bog' og 'Det nye liv' rummer en tydelig kritik af Vesten og samtidigt i høj grad spiller på mellemøstlige traditioner som sufismen, tager Pamuk i nyere romaner som 'Mit navn er Rød' og senest 'Sne' fat på politisk ømtålelige emner i nutidens Tyrkiet såsom islamisme, det armenske folkemord og kritik af kemalismen.
Gennem sit forfatterskab har Pamuk på skift givet stemme til forskellige religiøse og politiske grupperinger for dermed at skildre virkelighedens kompleksitet. Men betragtet løsrevet fra forfatterskabet som helhed vækker hans temaer ofte stærk fuore.
Ofte er det dog Pamuk selv, der skaber opmærksomhed.
Selv om forfatteren insisterer på, at han ikke er en politisk forfatter, tager han gerne politisk stilling. Han har således flere gange offentligt støttet de kurdiske forfatteres kamp for retten til at skrive på kurdisk.
I 2005 udtalte han sig til et schweizisk magasin om Tyrkiets mord på 30.000 armeniere - en udtalelse, der resulterede i en anklage for offentlig fornedrelse af fædrelandet efter artikel 301 i den tyrkiske straffelov. Sagen mod Pamuk blev droppet i foråret 2006. Men inden havde sagen vakt heftig debat både i og uden for Tyrkiet. Ikke mindst fordi anklagen mod den prominente forfatter kom samtidigt med, at Tyrkiet indledte optagelsesforhandlinger med EU.
Europæiske modstandere af tyrkisk EU-optagelse så anklagen mod Pamuk som et argument for at afbryde optagelsesforhandlingerne. Andre pegede derimod på, at et forhandlingssammenbrud kunne være selve sigtet med anklagen, fordi sagen mod Pamuk var blevet sat i værk af nationalistiske kræfter i Tyrkiet, der ikke ønsker landet ind i EU.
Kort tid efter sit interview til det schweiziske magasin blev Orhan Pamuk tildelt de tyske boghandleres fornemme Fredspris for sit 'forsvar af menneske- og mindretalsrettigheder' samt sin 'stadige stillingtagen til sit lands politiske problemer'.
Hædringen af Pamuk blev af mange tyrkere opfattet som politisk begrundet og som en kritik af Tyrkiet. Mange mente desuden, at Pamuk nøje havde gennemtænkt virkningen af sine udtalelser og med overlæg solgt sit fædreland ud for at styrke sine europæiske salgstal eller 'gøre øjne til Nobelpriskomiteen'. Under alle omstændigheder er sagen mod Pamuk et eksempel på den politisering, der ofte følger i kølvandet af forfatteren. Og der er næppe nogen tvivl om, at tildelingen af Nobelprisen 2006 vil afføde diskussioner af samme type.
Pamuks romaner og hans person rammer noget centralt i den tyrkiske, nationale stolthed og fremhæver landets til tider problematiske forhold til Europa. Det kan synes ironisk, at Pamuk, der i sine romaner netop forsøger at forene modsætningerne mellem Øst og Vest, i den grad er en mand, der deler vandene.
