Den naive og den sentimentale romanforfatter

Hvad sker der, når "vi" læser og skriver romaner? Og hvorfor gør vi det? Læs en stor læsers – og en stor romanforfatters helt indlysende forklaring. Du bliver både klogere og godt underholdt.

Denne bog er baseret på en række forelæsninger, som den tyrkiske forfatter og nobelprismodtager, Orhan Pamuk, holdt på Havard i 2009 om romankunsten.

Titlen er en henvisning til et essay af Friedrich Schiller, og her betyder "sentimental" noget i retning af reflekteret og bevidst, og "naiv" er den spontane og ubesværede skrivemåde, hvor forfatteren ikke bekymrer sig om sine virkemidler.

Pamuk lægger ud med et afsnit med en noget gammeldags overskrift: "Hvad sker der i vores sind, når vi læser romaner?" Måske lidt af dét, som en dagsbladsanmelder kalder "skolemesterstilen". Men jeg kan godt lide billedet af, at en romanlæser "træder ind i et landskab". Man skal lige føle sig tilpas i en roman.

Det afsnit, hvor en romanforfatter bliver udnævnt til en "ordmaler", er min favorit, Pamuk skildrer forfattere som visuelle eller verbale, - altså er de fulde af billeder eller kun af ord. Selv ser Pamuk sig som en visuel forfatter, han ser en scene, før han skriver. Som helt ung var det også hans ambition at blive billedkunstner, men især den store glæde ved at læse klassikerne, i øvrigt de vestlige- fik hans skrivekarriere skudt i gang. Citat: Mens et maleri viser os en frossent øjeblik, præsenterer romaner os for tusinder af frosne øjeblikke…

Det er en dejlig beskrivelse af den udfordring, det er at læse en roman, man skal få detaljer til at passe ind i et helt billede. Især Tolstojs Anna Karenina bliver brugt igen og igen som eksempel. Fx hvordan snefnuggene uden for togvinduet, da hun kører tilbage fra det første møde med den flotte officer, er et effektfuldt billede på hendes sindstilstand.

Vladimir Nabokov’s fine litterære essaysamling: ’Timer i liltteratur’ (Vandkunsten, 2011), som også er baseret på en forelæsningsrække (i 1940’erne og 1950’erne, men først oversat til dansk nu) koncentrerer sig om samme slags store værker, som Pamuk holder af.

Men Pamuks primærfokus er hans egen rolle som både romanlæser og romanforfatter, og hvordan de to er flettet sammen. Og det er netop det spændende og specielle ved denne bog. Har man også læst hans værker, er man som læser meget klogere.