Anmeldelse
Istanbul: erindringer om byen af Orhan Pamuk
- Log ind for at skrive kommentarer
"Istanbul" er en vidunderlig blanding af erindring og slægtshistorie, der væves sammen til et kulturhistorisk og psykologisk portræt af en by og af kunstneren som ungt menneske.
Istanbul er en by fyldt med modsætninger, en by mellem øst og vest og forbundet af Bosporusstrædet. Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, beskriver den sagnomspundne by i et vidunderligt mix af essay, selvbiografi, slægts- og hjemstavnshistorie, der væves sammen til et enestående kulturhistorisk og psykologisk portræt af en by og af kunstneren som ungt menneske.
Pamuk betyder bomuld og hentyder til hans forfædres lyse hudfarve. Orhan voksede op i en velhavende familie, hvor flere generationer boede i det samme hus. Hver lejlighed fortalte historier om en svunden tid med fotografier, aflåste glasskabe, japanske skærme og klaverer, som ingen spillede på. Disse museumsstuer skulle oplyse gæsterne om, hvor europæiserede beboerne var.
Faderens mislykkede forretningsprojekter og hans affærer med andre kvinder blev en del af familiens drama, og det kædes sammen med byens forvandling fra at være det osmanniske riges hovedstad, den kosmopolitiske hovedstad, til at blive Tyrkiets hovedstad.
Denne uafsluttede forvandlingsproces er en vigtig del af byens sjæl og kaldes ”hüzün”, en melankolsk sindsstemning eller livsanskuelse, der ikke kun er hos byens borgere, men også manifesterer sig i byens gader, huse og i de gamle Bosporus-færger, overalt hvor der er minder om og rester af den svundne storhedstid.
Tidligt viste Orhan talent for at male og tegne, og han blev uddannet arkitekt. Med sin visuelle begavelse blev han en verdenskendt forfatter, der i sit originale forfatterskab formår at skildre dilemmaerne og åbne op for en større forståelse mellem østen og vesten. "Istanbul" er en enestående kilde til Orhan Pamuks uudgrundelige univers.
Orhan Pamuk trækker på mange litterære og kunstneriske referencer. Vi ser byen både udefra og indefra, et flot kunstnerisk greb, der åbner op for nye perspektiver. Det hele understreges af hans lavmælte og nuancerede prosa.
De mange sort-hvide fotografier af den tyrkiske fotograf Ara Güler er medvirkende til at vi kommer helt ind under huden på byens særlige stemning og atmosfære.
Orhan Pamuk fik i 2006 Nobelprisen i litteratur. Han er en kontroversiel forfatter, der mener at Tyrkiet skal erkende folkedrabet på kurderne og armenerne under den 1. Verdenskrig. Han er blevet truet på livet og er nu bosat i USA.
Oversat af Elisabeth Ellekjær. Lindhardt og Ringhof, 2007. 398 sider.
Brugernes anmeldelser