Orhan Pamuk, der modog Nobelprisen i litteratur for 2006 for romanen 'Sne', mestrer kunsten at indfange essensen af sit land og den tyrkiske kultur i sine romaner.
'Intet kan være så forunderligt som livet, bortset fra litteraturen', skriver Orhan Pamuk et sted i sin roman 'Den sorte bog'. Og det er præcis hans evne til at forene de to, livet og litteraturen, og skrive hele tilværelsen ind i sine bøger, der gør den tyrkiske romanforfatter til noget ganske særligt. Orhan Pamuk blev født i 1952 i Istanbul, og han bor og arbejder stadig i byen, som ofte spiller en central rolle i hans romaner: både som en konkret topos og i overført forstand som et billede på den tyrkiske kulturs diversitet.
Pamuks kendskab til sin hjembys historie og de kringlede sidegaders små butikker har givet ham et tilnavn som Istanbulforfatter, men i bredere forstand er det altid Tyrkiet, han skildrer - uanset om hans hovedpersoner befinder sig i Istanbul, i Tyrkiets østlige grænseegne eller på rejse i Europa.
Melankolien er en fremtrædende stemning i Pamuks romaner. Den har sin rod dels i modsætningen mellem osmannertidens ufattelige rigdom over for nutidens fattigdom og forfald; dels i bevidstheden om at tilhøre en nation, der - både bogstaveligt og i overført betydning - er perifær i Vestens øjne.
Tyrkiets geografiske placering på grænsen til Europa betyder, at landet har rødder i både Øst og Vest. Den splittelse, der følger af dette dobbelte tilhørsforhold, skaber det grundlæggende spændingsforhold i Pamuks forfatterskab og udgør et fremtrædende tema i alle hans romaner.
Men ud over denne overordnede splittelse mellem Europa og Orienten afspejler forfatterskabet også en række skiftende modsætninger fx mellem fortid og nutid, rigdom og undergang, sekularisering og religiøs fundamentalisme og mellem forskellige politiske fraktioner. Sammenstødet mellem kulturer i Pamuks forfatterskab udspiller sig således ikke alene mellem verdensdele, men findes i høj grad også på det nationale plan.
Hver af Pamuks romaner anlægger en ny vinkel på Tyrkiet. Han har skrevet om både mord blandt sultanens miniaturemalere i 1500-tallets Istanbul, om tørklædepiger og om militærkup i det østlige Tyrkiet i det 20. århundrede, og han har lagt stemme til såvel fundamentalistiske religiøse synspunkter som divergerende politiske holdninger. Pamuks forfatterskab er nært knyttet til Tyrkiets turbulente historie. Hans projekt er at skildre alle aspekter af det tyrkiske samfund - også de politisk kontroversielle.
Pamuk trækker således ofte på sufismen: en islamisk mystisk tradition, der gennem tiderne har sat et stærkt præg på den mellemøstlige litteratur, men hvis udøvelse blev forbudt med Republikken. Han var blandt de første tyrkiske forfattere, der skrev historiske romaner i et forsøg på at genopdage den osmanniske fortid, som landet i vid udstrækning har forsøgt at fortrænge fra sin kollektive bevidsthed.
Pamuks forfatterskab er så alsidigt og komplekst som Tyrkiet. Men på tværs af alle forskelligheder er der også motiver, der går igen. Alle Pamuks romaner er i en forstand bygget op omkring en eftersøgning. Historierne har ofte et detektivisk præg og særligt 'Den sorte bog' og 'Mit navn er Rød' kan læses som deciderede detektivromaner.
Pamuks hovedperson er ofte en lidt mistrøstig anti-helt, der begiver sig ud på en rejse eller vandring i en søgen efter en ting eller en person: en smuk kvinde, et uovervindeligt våben, en morder eller forklaringen på en vens død. Men undervejs i romanerne synes eftersøgningens oprindelige mål at miste sin betydning, og det bliver klart, at historierne i højere grad handler om at finde sig selv.
På et andet plan skildrer romanerne altid en søgen efter identitet: de beskriver en længsel efter at finde sig selv både som individ og som nation. Pamuks litterære projekt er dermed at indkredse en moderne tyrkisk identitet på tværs af historiske brud og religiøse, politiske eller kulturelle skel. Den tyrkiske virkelighed taget i betragtning kan dette synes umuligt. Men en måde at forene de mange forskelligheder på er netop ved at skrive dem ind i den samme fortælling. Pamuks romaner bygger bro over Tyrkiets mange modsætninger og kan dermed ses som et bud på en fælles tyrkisk identitet. Romanen er det sted, og måske det eneste sted, hvor Øst og Vest, fortid og nutid, religiøse og politiske fløje kan mødes. Og det er derfor Pamuk kan afslutte 'Den sorte bog' med at gentage citatet, der indledte denne artikel - nu næsten messende og med en enkelt tilføjelse: "Intet kan være så forunderligt som livet. Bortset fra litteraturen. Bortset fra litteraturen. Ja, naturligvis, bortset fra litteraturen, den eneste trøst'.
af Rikke Uldall, Stud. mag.
Kommentarer