Divadrømmende

Juliane Preisler har skrevet en lille, fin digtsamling om et kærlighedsforhold mellem kvinde og mand.

Fra jublende forelskelse, sanselighed og elskov til hverdag, konflikt og gråd. Samlingens indledende digt er samtidig indledningen til forholdet mellem de to hovedpersoner i digtsamlingen. Digtet, som rummer samlingens titel i sig, beskriver forelskelsens jublende betagelse af den anden.

"Han sætter hende
På nogle trin
Dér står hun i det
Mærkelige lys og ser
Dejlig ud så længe
Dåredejlig, dybthvid
Divadrømmende"

Der er kun et lille "men" i digtet, nemlig ordene "så længe". "Dér står hun og ser dejlig ud så længe..." Hvor længe? Til døden jer skiller? Til betagelsen fortager sig? Til kærligheden kølnes?

Igennem digtsamlingen veksler de elskendes følelser for hinanden voldsomt; mellem vild lykke, erotisk glæde, ensomhed, sorg, savn og kærlighed.

Aldrig bliver betagelsen så ren og uforfalsket som i første digt, men besættelsen af og kærligheden til den anden er der stadig, om end de elskende er adskilt. Som her i samlingens sidste digt: 

"Du er det første
Jeg tænker
Og det sidste
Jeg sover
Et flyv og et fald
Og at vågne
Igen"

Juliane Preisler er fabelagtig til med få ord at beskrive en stemning, som f.eks. "Søndagssnakken har gråd på bunden" eller "vi styrter ned fra hinandens dystre dagdrømme". Samtidig er jeg ret fascineret af hendes selvkomponerede sammensatte ord, som man bliver nødt til at smage på igen og igen. Ord som universlilla, aftenbriseagtig, uendelighedsklingende, kirkestille, sommerpasseret, frugtplukkemoden og divadrømmende. De ord beskriver også meget præcist stemninger, tilstande og følelser, som ellers ikke er til at sætte ord på. 

Efter forfatterens to seneste romaner, "Dreng" (2003) og "Lyse tider" (2005), som jeg personligt synes rigtigt godt om, var jeg bange for, en digtsamling ville skuffe mig, men det gør den bestemt ikke!

Lindhardt og Ringhof, 2006. 124 sider. Kr 199,-