Kastanjemanden

Søren Sveistrups første krimi er en helstøbt historie og et velfortalt værk med et umage makkerpar og en uhyggelig og barsk krimigåde.

Navnet Søren Sveistrup vil garanteret virke bekendt for mange, for hans navn er tonet frem på fjernsynsskærmen mange aftener som manuskriptforfatter til Forbrydelsen I, II og III. Han er nu sprunget ud som skønlitterær forfatter, og det gør han rigtig godt.

En kvinde - en enlig mor- bliver fundet på en legeplads i København, dræbt og maltrakteret på en barsk måde. Den unge og dygtige Naia Thulin bliver sat på sagen sammen med Hess, en efterforsker, som er sendt til Danmark fra sit job i Europol på grund af uoverensstemmelser med ledelsen. Et mere umage par skal man lede længe efter. Da de undersøger stedet, hvor den dræbte kvinde er fundet, opdager de en lille figur, som er lavet af to kastanjer og fire pinde, tilsyneladende en helt almindelig figur.

Parallelt med denne historie følger vi Rosa Hartung, som er socialminister. Hun er parat til at komme tilbage til sit arbejde, efter at hun har haft orlov på grund af sin datters forsvinden et år tidligere. Datterens lig er aldrig fundet, men der en mand, der har indrømmet mordet. Politiet opdager, at der på figuren er spor, som kan forbindes med Rosa Hattings forsvundne datter. Kort efter bliver endnu en kvinde dræbt, og også denne gang er anbragt en kastanjemand i nærheden. Også her er der spor, der forbinder figuren med den forsvundne datter.

Tingene udvikler sig og hele tiden føler politiet, at de er et skridt bag efter med deres efterforskning. Politiets arbejde koncentrer sig om at finde forbindelser mellem de dræbte kvinder, og Thulin og især Hess presser på for at få genoptaget sagen om Rosa Hartungs datter, men deres anmodning bliver afvist af drabschefen, for den sag er opklaret og afsluttet.

Det er måske en floskel, men Kastanjemanden er virkelig en af den slags bøger, som er umulig at lægge fra sig. Et par nætter i træk blev det meget sent, inden jeg kunne holde op med at læse, for jeg skulle lige have et kapitel mere. Søren Sveistrup kan sit håndværk fra filmens verden med masser af cliffhangers og overraskende input.

Selve historie og plottet er rigtig godt udtænkt, men jeg nød også i høj grad de mange politifolks sidehistorier, hvor mange hytter deres eget skind, og beskrivelserne fra Folketinget, og hvordan embedsværket fungerer, når kameraerne er slukkede. Også ægteparret Hartungs sorg og savn efter deres datter er beskrevet meget overbevisende.

Thulin og Hess’ samarbejde udvikler sig også, efterhånden som de får kendskab til hinanden, og jeg tør godt sige, at der er skabt et helt nyt makkerpar i dansk krimilitteratur.