Det cubanske efterår

Flot tegneserie om Jan Stages udvikling fra revolutionær til desillusioneret. Verdenshistoriens politiske brande buldrer i baggrunden.

Jeg kendte ikke meget til Jan Stage, hverken som person, journalist eller fænomen, før jeg læste denne tegneserie. Hvorvidt det er en styrke eller en svaghed, når det kommer til at anmelde et stykke faktion om manden som denne tegneserie, har jeg lidt svært ved at finde ud af. For på den ene side går man mere fordomsfrit til værks, når man ikke har nogen forforståelse, men på den anden side er man også mere tilbøjelig til at tro på hvad som helst. Og denne historie beskriver ikke noget helt uproblematisk: Omdrejningspunktet er Jan Stages påståede medvirken som flugtbilens fører ved hævndrabet på den bolivianske konsul i Tyskland. Motivet for drabet var at tage hævn over konsulen, som stod bag henrettelsen af guerillakrigeren Che Guevara, den tidligere efterretningsofficer Quintailla.

Det er sandsynligvis sandt, at Stage, som historien melder, kørte flugtbilen den aften, men i hvor høj grad resten af beretningen er sand, er det straks sværere at finde ud af. Den indeholder lige så mange macho-idealer og kraftpræstationer som en Jan Guillou roman. Stage havde, allerede i sin levetid, ry for at tilføre sine egne journalistiske historier, stemningsbeskrivelser og lignende, som ikke altid stemte overens med den observérbare virkelighed, for at komme begivenhedernes sandhed nærmere. Dette får man allerede at vide på bogens første sider, hvor der bliver reflekteret lidt over det evige sandhedsspørgsmål, som dukker op hver gang litteraturens stier krydser historiens, og derigennem bliver der også lagt op til, at man slår sin bevidsthed til, frem for blot at tage det som en action-historie eller en dokumentarisk beretning. Et vellykket greb der fungerer både visuelt og tekstuelt i den flotte tegneserie.

Historien i ’Det Cubanske Efterår’ er i det hele taget flot konstrueret i flere lag: En rammefortælling hvori redaktøren og vennen (navngivet som Morten!) besøger Jan Stage, der ligger på sit dødsleje og fortæller om de begivenheder, han kom ud for som ung venstreaktivist i Cuba. Dernæst er der selve beretningen med sine forskellige flashbacks og –forwards, og endelig er der den slags mellemdimension, der bevæger sig i det surrealistiske og som bidrager til den noir stemning, der ligger over hele beretningen. Det hele er holdt i en tone, der fremmaner en form for desillusioneret melankoli, som må være en reference til den aldrende Jan Stages eget sindelag.

Attentatet på Quintailla fylder forholdsvist meget, men det er balanceret i både tekst og billeder af indblikket i mennesket Jan og i hans overgang fra revolutionær til desillusioneret. Den udvikling hæftes op på hans relation til den tyske revolutionære Monika Ertl, hende som skød Quintailla, og tegneserien tydeliggør – måske i Stages ånd – hvordan det ofte er de fortiede historier, som vejer os tungest.