Terminaler

Poetisk debutroman om at brænde sig på livet i et vikariat på en kræftafdeling

En ”slackeragtig” mandlig fortæller, der hedder Holger og er i trediverne, får et vikariat som servicemedarbejder på en afdeling for alvorligt kræftsyge patienter på Rigshospitalet, hvor han umiddelbart virker uengageret og blandt andet lader som om han har studeret filmvidenskab.

Sproget, han bruger til at fortælle om sine oplevelser, er pudsigt og snublende, men også med mange fine og poetiske sætninger – fx hedder det om den unge, kvindelige patient OT, som Holger kommer (for) tæt på: ”OT lukker øjnene og bider tænderne sammen. Det er som om et net af levende tråde fra hendes ansigt forbinder sig til mine nerver og får dem til at trække sig sammen.”

Holger åbner sig langsomt og tøvende for både patienter og kolleger, som også går under forkortelser, som KØ og RM, sikkert for at skabe en nødvendig distance på sådan en arbejdsplads, hvor en knoglemarvstransplantation er sidste udvej for en patient inden døden.

I presseteksten til 'Terminaler  beskriver forfatteren, hvordan han har taget outsiderens rolle i romanen og er meget opmærksom på hierarkierne på et hospital, men hvis man deraf forventer en klassebevidst, politisk roman, vil man blive skuffet. Hvis man derimod læser 'Terminaler' som et poetisk, psykologisk værk, der beskriver en famlende mand, der undervejs i at forsøge at udvikle sine relationskompetencer snubler, bliver brændt, men trods alt lærer sig selv bedre at kende, så fornøjes man. 'Terminaler' er en rigtig fin og bevægende poetisk roman om at blive brændt af livets uafvendelighed og lære af det.