Der findes ikke monstre

Elegant grafisk roman stiller spørgsmålstegn ved det moderne moderskab.

’Der findes ikke monstre’ er en enkel, lille fortælling om en kvindelig specialestuderende, der en aften finder et monster under sit barns seng. Normalt ville det være starten på et godt gys, men stik imod forventningerne udvikler kvinden et forhold til monsteret - et forhold, der udfolder sig både fysisk og følelsesmæssigt i takt med kvindens egen udvikling.

Historien er egentlig ganske banal og kan som udgangspunkt virke en smule for simpel til rigtig at blive interessant. Men heldigvis formår Korneliussen - med små, effektive fortællegreb - at løfte fortællingen til et dybere indblik i en ung kvindes indre kamp for at acceptere de følelser, hun i hverdagen forsøger at undertrykke.

Der er nemlig rig plads til fortolkning i ’Der findes ikke monstre’. Er monstret et symbol på kvindens egen dybereliggende frustration over det sted, hun står i livet? Er det måske en mere alvorlig kommentar (og kritik af) den moderne kvinderolle, hvor ambitioner og moderskab skal balanceres? Og hvad med kvindens ellers søde kæreste, der igennem en tydelig skærmafhængighed virker fraværende, primært fysisk? Hvor står manden i denne fortælling?

Det kan også være, at det bare er en kærlighedshistorie imellem en kvinde og et monster, som finder fred i hinandens selskab, Man kan i hvert fald læse den sådan, men giver man sig selv lov til at åbne op over for de mange lag af fortolkning, så vil man helt sikkert finde masser af tankevækkende emner, der udvider læseoplevelsen til et nyt niveau. Og det er netop det smukke ved tegneseriekunsten. Når billederne er i stand til at fortælle en dybereliggende historie, som ikke nødvendigvis kommer til udtryk i karakterernes ord - når ord og billede supplerer hinanden og på den måde er i stand til at bygge ekstra lag på fortællingen.

Ina Korneliussen har en meget personlig og let genkendelig streg, der umiddelbart kan fremstå billedbogsagtig, men som giver plads og tid til detaljerne i fortællingen. En mere forvirrende streg kunne let mudre historiens mange lag til, men i stedet formår Korneliussen at understøtte den dybereliggende alvor ved at holde stilen billedbogsagtig.

Og måske er det i virkeligheden en billedbog – men for voksne – med en fortælling om vores egen ”barnlige” frygt for den slags monstre, der gemmer sig under voksensengen.