Hindebæger

Anne Rieders debut er et sansemættet og rørende indblik i en sindslidendes liv, men nogle af digtene forfalder til at blive en kende kedelige.

I Rieders ’Hindebæger’ følger vi en unavngiven jeg-fortællers indlæggelse på et psykiatrisk hospital på Amager. Her går dagene med at observere detaljerne omkring hospitalet. Gennem små minimalistiske stemningsbilleder trækkes læseren ind i den indlagtes liv. Selvom de er fine og poetisk formuleret, er det dog ikke disse digte, der gør digtsamlingen læseværdig. Tværtimod fremstår de en kende kedelige og fungerer ikke helt ligeså godt som i Asta Oliva Nordenhofs det nemme og det ensomme. Det er i øvrigt ikke svært at se, hvor Rieder har hentet sin inspiration til ’Hindebæger’ fra. Det geografiske sammenfald mellem de to digtsamlinger understreger blot sammenhængen.

På Amager er naturen en væsentlig faktor for jeg-fortælleren. Og selvom jeg-fortælleren er observant ift. til den omkringliggende natur tildeles den agens. Naturen har med andre ord sin egen vilje og på den måde skriver Rieder dig fint ind i tendensen til at anskue naturen som en ligesindet frem for en adskilt størrelse. Her et eksempel på, hvordan Riedel på en særdeles fin måde beskriver naturen som værende noget, vi ikke kan styre: ” Solsort, du er vågen. Ingen reder her. Jeg kan høre Fælleden. Mercedlogoet lyser. Himlen skifter farve uden vores opmærksomhed. Vi kan se på fuglene, om solen kommer til at skinne. Flyver de lavt. Alt sammen uden for vores kontrol .”

Der hvor ’Hindebæger’ for alvor fungerer som digtsamling er ved de kompakte, sammenhængende passager. Disse måtte der efter min mening gerne have været langt flere af. Her opnår teksten en særlig vitalitet, der driver værket og læsningen fremad på en fantastisk måde. Den energi disse passager indeholder gør ’Hindebæger’ særdeles læseværdig. Rieder er eminent til at indfange stemninger i helt korte sætninger, der sat tæt sammen med en række andre korte sætninger udgør et sansemættet og energifyldt billede. Sætningernes korthed skaber en sær form for fremdrift, som fungerer utroligt godt sammen med indholdet.

Rieder gør sig ydermere et interessant forsøg ift. fokalisering. Hen imod slutningen skifter synsvinklen, så perspektivet i stedet udspringer fra jeg-fortællerens kæreste. Et spændende greb er, at den del af digtsamlingen er skrevet af Riedels daværende kæreste og man kan derfor tale om, at Riedel går til fortællevinklen på en mere radikal måde, hvor de personer, der har observeret hende på hospitalet flettes ind i hendes egen oplevelse. På den måde er observation og den tynde hud mellem hospitalet og omverdenen en helt central del af ’Hindbæger’.