Højtryk

Ida Routhe debuterer med en kortroman om at føle sig ved siden af i verden, der er fint krydret med både sarkasme og skrøbelighed.

Med sine godt og vel 100 sider og fire kapitler kommer Ida Routhes roman 'Højtryk' vidt omkring: sorg, metaldetektorer, skrigepuder og tyngdedyner, arbejdspladsaffære, nonner og at føle sig fortabt i livet. Noget af en cocktail, men Routhe balancerer det virkelig fint med sin sarkastiske tone, der alligevel efterlader plads til en skrøbelighed. Bogen starter med en første date, den er akavet og relaterbar, og man får hurtigt fornemmelsen af at hovedpersonen, Lise, måske ikke helt hviler i sig selv.

Teksten fremstår som fragmenteret prosa, og hvert fragment danner et billede, som giver læseren et indblik i Lises liv. Et liv, hun ikke føler sig helt tilpas i: Lise er deprimeret og nyligt single, hun keder sig i sin hverdag, og hun længes, men hun ved ikke helt efter hvad.

Lise er typen, der er med i et punkband, hvor de skriver sange om ”overhalingsbanen” og konceptet Lars (= ”typen, der tror, han har regnet den ud og ofte har lidt for meget magt i forhold til sit intellekt”). Og så er hun typen, som vælger mascara ud fra, hvordan hun har det på en given dag: ”Hendes blik vandrer fra den vandfaste til almindelige mascara. Hun vælger den almindelige. Hun tror heller ikke, hun kommer til at græde i dag.” Et meget tydeligt billede, der, trods sin lettere sarkastiske tone, viser en skrøbelighed hos Lise. Og netop den skrøbelighed og den sorg, som Lise går og bærer på, ligger som en tråd igennem hele romanen og gennemsyrer hendes liv. 

Lise befinder sig i en slags venteposition: hun venter på at kærestesorgerne går over, hun venter på at finde en retning i sit liv, hun venter på at finde vej ud af og igennem lidelsen, og hun venter på at hun endelig kan føles sig tilpas i verden. Men det er svært, for hun kan ikke se sig selv i den type forhold eller i de liv, som folk omkring hende, lever. Hun føler i højere grad et slægtsskab med egernet i sin nabos have; ”med dens rastløshed og konstante, latente angst ved at være i verden.”

Hun føler kort sagt, at hun er lidt ved siden af i verden. Hun forsøger at dulme sine sorger med alkohol, med en affære med en gift kvinde, med tinderdates med fyre hun egentlig ikke vil ha’. Løbende får vi også nogle små glimt ind i hendes terapisessioner, hvor hun taler om at optrevle hjertesorger og om at ikke turde at være tilstede i sorgen, fordi den er så tung.

Det mest konkrete råd får hun dog ikke af terapeuten men af sin veninde, Sigrid, som hun besøger i Paris: ”Køb en tyngdedyne, græd lidt og onanér det væk. Det er hovedingredienserne i selvomsorg, virker altid for mig.”

Om det er kuren for alle, der føler hjertesmerte, dét må man afprøve, nu er Sigrids råd i hvert fald givet videre. Ellers kan man også læse Ida Routhe fine lille værk og finde trøst i, at man ikke er den eneste, som bøvler lidt med at finde sin plads i verden.