Lignelsesbogen

Enquist væver med en mesters færdighed de ni legender ind i sit litterære klæde. Vi får en bid mere af et spændende liv, men hvad handler det hele egentlig om?

Denne roman falder ned, der hvor Per Olov Enquists formidable erindringsroman ’Et andet liv’ slap. ’Lignelsesbogen’ er på ingen måde en bog for begyndere, den kræver virkelig sin læser. Men samtidig er det også en roman, der med sine ni kapitler (lignelser) generøst og interessant øser af et liv beboet med sære slægtninge, familie, husdyr, tro og ikke mindst kærlighed. Sidstnævnte er kærlighedsfortællingen om det første seksuelle møde, og det er en beskrivelse af kvinden, der får så afgørende betydning for det senere liv.

At kvinden er metafor for livet som noget gådefuldt og intenst er oplagt, og at det selvbiografiske går hen og får psykoanalytisk karakter med forfatteren selv som analytiker er et andet bud på tolkning. Det lyder alt sammen meget spændende, men: Enquist er ikke nem at læse. Hans associationsbaner kræver fuld opmærksomhed, alt bliver genoplevet, genfortalt og beskrevet og tolket på ny. Og selvom selve mødet med kvinden for over 60 år siden forekommer nyt, sitrende og fuld af ungdommelig glæde, så bliver jeg ikke fanget.

’Lignelsesbogen’ er bogen om at ældes, om at opleve døden, troen og seksualiteten på ny, men jeg er stadig i tvivl, om jeg har forstået de religiøse aspekter, endsige forstået noget. Enquist omtaler sig selv i tredje person ental for så at skifte navn, og det forvirrede mig meget. Og hvad handler det hele egentlig om?

Da jeg havde læst ’Lignelsesbogen’, sad jeg nogenlunde med den samme fornemmelse, som da jeg på gymnasiet læste ’Således talte Zarathustra’ af Nietzsche. Jeg læste ordene, men forstod intet. Min anbefaling må derfor være: Læs den vidunderlige romanbiografi ’Et andet liv’ i stedet, med mindre du er en dreven læser med stor religiøs/litterær/filosofisk indsigt.