Bog

Lær at ride med Sigge : tips og tricks til begyndere

Af (
2019
)

Anmeldelse

Lær at ride med Sigge : tips og tricks til begyndere af Lin Hallberg

01 okt.19

En lektion i ridning og hestepleje i en skønlitterær ramme. I bogen forklares alt omkring den første ridetime - i godt selskab med Saga og den lille, uimodståelige shetlandspony, Sigge.

Saga skal begynde til ridning, og hun glæder sig så meget, at hun spiser morgenmad med ridehjelmen på. Hendes gode ven Markus skal også begynde på nybegynderholdet. Saga skal ride på Sigge, og Markus skal ride på Sam, men inden ridetimen begynder, skal de først gøre ponyerne klar. Det er ikke helt så nemt, som det ser ud til, og der er rigtigt mange ting at huske. Heldigvis er de store piger, Elina og Marie, der til at hjælpe og forklare, hvad der skal gøres. Sideløbende med historien er der adskillige faktabokse fyldt med gode råd og oversigter over alt det, man skal huske, når man færdes på rideskolen.

Kombinationen af en skønlitterær rammefortælling, der er krydret med faglige indslag, fungerer virkeligt godt. Fortællingen driver handlingen frem, og ved hjælp af de forskellige faktabokse og gode råd fra alle i stalden, inklusiv hestene selv, kommer man grundigt omkring de ting, der skal læres, når man har med heste at gøre. Bogen har store, klare farveillustrationer på hver side, og de charmerende tegninger af de små ponyer er helt i tråd med historiens univers. Det er en sød og tiltalende bog for de yngste hestefans, der er velegnet til oplæsning fra 5-6 år og til selvlæsning fra 8-9 år.

Makkerparret Lin Hallberg og Margareta Nordqvist har efterhånden skabt et stort og populært univers omkring de små, rappe shetlandsponyer. Den oprindelige serie om Sigge og Elina, hvor første bog hedder Alle elsker Sigge, tæller indtil videre 16 bind, og dertil kommer forskellige, kortere sidehistorier f.eks. om den nat Sigge blev født, om Sam og Sigges første jul og Sigges venindebog. Som bonusinfo kan det tilføjes, at Sigge og Sam rent faktisk findes i virkeligheden hjemme på Lin Hallbergs gård.

’Lær at ride med Sigge’ er en brugbar og fin lille bog for alle, der skal begynde til ridning, eller blot drømmer om det.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Charlotte A.E. Glahn
Faustnummer
46582314
ISBN
9788702285505
Antal sider
44

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer