Bog

Silja begynder til ridning

Af (
2020
)

Anmeldelse

Silja begynder til ridning

04 nov.20

God og sød historie om venskaber og om at starte til ridning giver læseren en fornemmelse af, hvordan man bliver en dygtig rytter.

Silja på 11 år har en drøm, som er større end noget andet i verden. Hun drømmer om at gå til ridning, og hun har læst alle de bøger, hun kan finde, der handler om heste. Efter lang tid giver hendes mor hende lov til at starte til ridning.

Sammen tager de ud på ridecenteret Elvirasminde for at se, om der er plads på et begynderhold. Silja glæder sig meget til at prøve at ride, og da hun ugen efter skal starte til ridning og får tildelt den søde pony Prins, vil lykken ingen ende tage. Indtil hun ser Josefine fra klassen, der har egen pony, ride rundt i ridehuset. I skolen gør Josefine nar ad hende, men Silja beslutter, at det ikke skal ødelægge hendes glæde ved at ride. Hun møder pigen Ingeborg, der også rider på Elvirasminde, og de to bliver gode veninder. Men Josefine bliver mere og mere ondskabsfuld, og så siger hun pludselig at Elvirasminde skal lukke! 

'Silja begynder til ridning' er en supersød hestebog, der bringer alle minderne tilbage, så man så let som ingenting kan genkalde sig duftene og fornemmelsen af lykke. Bogen er også en ret udførlig ridebog, hvor læseren kan få en fornemmelse af, hvordan man bliver en dygtig og opmærksom rytter. Efter hvert kapitel er der en gennemgang af de pointer, man lige har læst, så man lærer, hvad en volte og en parade er, hvorfor det er vigtigt, at man bruger ridebukser, hvad der kendetegner en fuks samt meget mere. Alt er ledsaget af fine illustrationer. 

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Faustnummer
48237193
ISBN
9788740652697
Antal sider
121

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer