Anmeldelse
Jeg ville ønske, der var én der ventede på mig et eller andet sted af Anna Gavalda
- Log ind for at skrive kommentarer
Den første novelle om små delikate boulevardøvelser er fortalt med intellektuel selvironi af en smuk, selvbevidst kvinde, der møder en attraktiv mand på en boulevard i Paris.
Hun smiler til ham i forbifarten, han følger efter hende og byder hende på en virkelig god middag, der nemt kan udvikle sig til et erotisk forspil – men så skal han lige diskret tjekke sin mobiltelefon. Vil hun finde sig i det? Læs selv!
En anden novelle er fortalt af en professionel, dødsikker bilist, der i et øjebliks uopmærksomhed skaber en frygtelig ulykke uden selv at opdage det, før han hører og ser nyhederne.
En tredje er fortalt af en kvindelig forfatter, der forgæves prøver at komme igennem til sin forlægger og ender med at lave sit-down demonstration på hans fine kontor. Hvis den skulle bygge på egne erfaringer, må den forlægger ærgre sig enormt, for Anna Gavaldas 12 noveller fra 1999 blev en af årets store succeser på det franske bogmarked.
Det er meget forskelligartede noveller med en smidig og sikker sprogbehandling og overraskende pointer. Nogle er vittige, andre tragiske, groteske, skræmmende og brutale.
Læs en eller to om dagen – og sluk endelig for mobilen, mens du bliver forført af Anne Gavaldas gevaldige noveller.
Oversat af Tine Byrckel. Per Kofod, 2002. 157 sider. Kr. 198,-
Brugernes anmeldelser