Damen som holdt af rene toiletter

Charmerende og velskrevet New Yorker-roman om en virkelig dame og hendes genvordigheder med at opretholde en værdig tilværelse i en by fuld af utapre mænd og snavsede toiletter.

Alene titlen på denne lille, eksklusive bog spænder forventningen, som indfries fra første side. Jocelyns stenrige tv-mand har forladt hende til fordel for en yngre assisterende producer og tidligere heppekorsleder, med dertil hørende faste baller og bryster. Selvom hun af sin sydstatsbedstemor er opdraget til at være en dame, holder hun sig ikke tilbage fra at skyde med skarpt både i verbal og konkret forstand.

Tv’et plaffer hun ned med sit dobbeltløbede gevær, og i stedet for det knald han kom efter, får Clifford, en gammel bekendt, følgeskab af en guldbelagt kugle fra hendes nu eneste skydevåben - en Smith & Wesson revolver. Den forudgående dialog mellem de to er i høj grad underholdende. Damen forstår virkelig at bruge mund og udtrykke sig i stærkt ucensurerede vendinger, og lige så skarp hun er, lige så tumpet er han med sine selvglade sytten centimeter og hjernen skyllet ud ved sidste vandladning.

På trods af økonomisk og social deroute og en tilbagevendende følelse af ensomhed lykkes det Jocelyn at bevare en sund grad af snobberi til praktisk anvendelse samt en anden form for værdighed end den, der automatisk følger med en djævelsk bunke dollars på bankkontoen. Med fryd og en vis misundelse iagttager man hende således som servitrice hælde en flaske vin ud over en utilfreds gæst, der ikke ejer evnen til at fatte, at der er tale om en årgang af høj kvalitet.

Selv når hun virkelig er ynkelig, er hun det alligevel ikke i læserens øjne, fordi forfatteren skildrer hende med så stor kærlighed og humor. Midt i sin ulykke fremstår hun med alle sin mærkværdig- og almindeligheder elskelig og dybt menneskelig.

Romanen er sprogligt meget præcis i sine karakteristikker og stemningsskabende i beskrivelsen af Jocelyns oplevelse af både velhaverkvarteret Scarsdale - og efter hendes ruin - de regelmæssige togture fra det kedelige Yonkers ind til New Yorks kunstgallerier. Her søger hun tilflugt i kulturen, og forsøger efter bedste evne at efterleve bedstemorens påbud om kun at gå 'til de reneste steder når du skal tisse'. Netop dette princip er på ret besynderlig vis medvirkende til, at Jocelyn til sidst i romanen endnu engang står ansigt til ansigt med en helt ny situation.