De stenede hende

Ikke en bog for sarte sjæle;  det er historien om den stille og gudfrygtige Soraya, som  bliver gift med småsvindleren Ghorban-Ali, der både bedrage

Ikke en bog for sarte sjæle;  det er historien om den stille og gudfrygtige Soraya, som  bliver gift med småsvindleren Ghorban-Ali, der både bedrager hende med andre kvinder og tæsker hende og børnene.

Anbefalet af bibliotekar Jette Holst, Århus Kommunes Biblioteker

Lån bogen på

"Midt i kredsen var Soraya langsomt ved at udånde. Hendes hoved og overkrop var efterhånden kun én bunke råt kød. Den skrålende hob kastede sig over sit offer. Ringen havde lukket sig om hende. Hovedbunden var kun ét frygteligt sår, kæben var brækket, øjnene og næsen sprængt itu. Hovedet hang grotesk, som en karnevalsmaske, ned på det der var tilbage af hendes højre skulder.”

Freidoune Sahebjams bog “De stenede hende” er ikke for sarte sjæle. Det er historien om den stille og gudfrygtige Soraya, som uheldigvis for hende bliver gift med småsvindleren Ghorban-Ali, der både bedrager hende med andre kvinder og tæsker hende og børnene. Alt dette udholder Soraya i stilhed, kun veninden Zahra får at vide hvor galt det står til.

En dag møder Ghorban-Ali en ny kvinde, som han ønsker at gifte sig med. I princippet kan han sagtens blive skilt fra Soraya, men da han ikke ønsker at betale noget som helst til hende, går han i gang med at ødelægge hendes rygte i landsbyen.

Soraya hjælper på hele landsbyens opfordring enkemanden, Hashem, med rengøring og madlavning, men Ghorban-Ali overtaler Hashem til at sige, at hun også er kommet med utugtige opfordringer til ham. Og så ruller lavinen.

I løbet af få timer bliver mændene enige om, at Soraya er en skøge, og at hun skal stenes ihjel for at oprette landsbyens og ægtemandens ære. Kun Zahra tror på Sorayas uskyld, men hun kan intet gøre, og samme dag som dommen afsiges, graves et hul til Soraya, og hun stenes ihjel. Mændenes lov har talt.

At læse Sahebjams roman er ikke en fornøjelse. Den er simpelthen så grum og ubehagelig. Der er intet positivt i historien, måske undtaget Zahras og Sorayas venskab. De øvrige kvinder nævnes ikke, og mændene fremstilles alle som svindlere eller som svage personer, der lader sig lokke af svindlerne. De er måske ikke onde, men de udfører alligevel de onde gerninger.

Beskrivelsen af steningen er næsten ikke til at bære at læse. Det beskrives så nøgternt, og virker derfor endnu stærkere. Den første sten kastes af faderen, den næste af ægtemanden og så de to ældste sønner, før resten af landsbyen går amok i en blodrus, der efterlader Soraya som en blodig klump kød. Man sidder tilbage med afsky for en lov, der tillader den slags domme, helt uden det vi i vesten kalder en retfærdig rettergang.

Oversat af Else Henneberg Pedersen. Munksgaard/Rosinante, 1994. 153 sider