Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen
”Gud har ikke villet, at min skæbne skulle afsluttes i en enkelt bog, men at den skulle bølge af sted i takt med havet. Ved hver overfart har han frataget mig en fremtid for derpå at ødsle en ny bort på mig. For hver ny kyst har han knyttet et forladt fædrelands navn til mit navn.” (Amin Maalouf, ”Afrikas Løve”, p. 63).
Hovedpersonen i Amin Maaloufs roman ”Afrikas Løve” bliver født i Granada i 1488 som søn af vejeren Mohamed og dennes kone, Salma. Familien er del af Spaniens mauriske befolkning, de er muslimer, og forældrene kalder deres nyfødte drengebarn Hassan. Faderen er stolt; det er hans første søn. Og moderen er endnu mere lykkelig. Hendes rivalinde, Mohameds slavinde og elskerinde, den kristne kvinde Warda, som er havnet i Granada efter et plyndringstogt i Murcia, er to dage forinden også nedkommet, men til Salmas store lettelse kun med en pige, Hassans søster Mariam.
Det er Hassan, der selv fortæller sin historie. Men da romanens første del udspiller sig i årene frem til 1494, hvor familien må flygte fra den kristne erobring og inkvisition, og Hassan stadig kun er et lille barn, er ”Bogen om Granada” (”Afrikas Løve” består af fire ”bøger”) hovedsageligt fortalt gennem forældrenes erindringer, sådan som de er blevet givet videre til sønnen.
Salma beretter bl.a. om festen i forbindelse med Hassans omskæring, som hun sneg sig op fra barselssengen for at overvære, om den stadige anstrengelse for at blive sin mands foretrukne hustru, og om Wardas ufrivillige tilbagevenden til sine egne; en begivenhed, der ydmyger og ændrer Mohamed for altid. Gennem lange replikker fra Mohamed og fra Hassans morbror, Khali, hører vi om de politiske forhold i Granada, ikke mindst om den verbale strid mellem den gudhengivne, koleriske sheik Astaghfirullah og lægen Abou-Amr, der til sin modparts forargelse drikker alkohol og lever et liv i materiel overflod. 
Tilværelsen for det muslimske samfund ændrer sig imidlertid brat, da Granada i 1492 falder i kampen mod det kristne Spanien, og byen bliver besat. Store dele af befolkningen sulter, og i Alhambra-paladset, hvor sultan Boabdil stadig troner, er tvivlrådigheden stor. Kan det betale sig at forhandle med den katolske kong Ferdinand?
Bør man hellere emigrere til Fez, sådan som byens jøder er begyndt at gøre for at undgå tvangsdåb og forfølgelse, eller bør man blive og sætte sin lid til det Osmanniske rige? Kan det overhovedet forsvares til stadighed at opholde sig på vantro jord, når Koranen tydeligt angiver, at man vil blive stillet til regnskab for denne disposition i det hinsides? Kan man acceptere at leve under et styre, der håner Profeten og de hellige forskrifter?
Hassans familie sejler langt om længe til Fez. ”Fra Almeria til Melilla, på en dag og en nat, blev der vendt op og ned på min tilværelse,” fortæller Hassan, ”Havet var ellers nådigt og vinden stille; det var i mine kæres hjerter, at stormen rasede”. Den følelsesmæssige storm raser – dels pga. landflygtigheden, dels fordi Warda, da skibet endeligt forlader den andalusiske kyst, kommer løbende henover dækket til Mohamed. Salma pines ved gensynet, men den kristne kvinde og den muslimske patriark er lykkelige ved genforeningen.
Som det vil være tydeligt udfra dette referat af første del af ”Afrikas Løve”, er der tale om en roman med mange brudflader. Ikke sprogligt; Amin Maalouf skriver i et behageligt, letflydende prosa, som på én gang fremstår nutidigt og i overensstemmelse med datidens mere højstemte pen. Han taler direkte til sin læser, man føler sig på samme tid uddannet og underholdt af de mange detaljer om folkeliv og storpolitik i Renæssancens Europa og Nordafrika. Brudfladerne er af geografisk, kulturel og religiøs karakter. 
Hassan El Wazzan bevæger sig først fra Granada til Fez. Efter en opvækst og ungdom i det marokkanske og efter et diplomatisk eventyr i Tombouctou, hvor slavinden Hiba bliver hans første, store kærlighed og seksuelle erfaring, rejser han i 1513 til Kairo.
Han forsinkes pga. pesten, som tvinger indbyggerne i imperiehovedstaden til at forlade deres hjem af Nilens strømme. Men han når frem og hvirvles inden længe ind i endnu et højspændt drama, idet han forelsker sig i den tjerkessiske prinsesse Nour.
Nour er enke efter emir Aladin, der døde af pest, netop som han var i gang med at planlægge et oprør mod sin onkel, den frygtelige Selim, nuværende hersker i Kairo. Nour opfatter sin spæde søn, Bayazid, som retmæssig arving til tronen og lægger hele tilværelsen an på at opdrage ham til engang at skulle kæmpe den kamp, hans fader ikke gjorde færdig.
Barnet er skjult i en fjern landsby i nærheden af pyramiderne, for at ingen skal kunne ihjelslå eller skade det; Hassan får som den eneste lov til at se ham og kende til hans eksistens. I landsbyen gifter Hassan sig med Nour og pådrager sig dermed en bizar hemmelighed, som er sigende for det tværreligiøse kaos, han hele livet befinder sig i.
Ligesom sin fader, der pendulerer mellem sine to hustruer, kusinen, den trofaste Salma, der går med slør og føder ham det vigtige drengebarn, og den smukke, katolske Warda, der som slave frit kan fremvise sin krop og vække hans kærlighed og kødelige lyst, bliver Hassan, efterhånden som tingene udvikler sig, splittet mellem sin egen baggrund som granadiner og sin hustrus fanatiske tro på Stortyrkens snarlige nederlag.
I hjertet er han muslim, selv da han i romanens sidste del, ”Bogen om Rom”, døbes af pave Leo X og under navnet Giovanni Leone de Medici eller Johannes Leo arbejder for pavehoffet og under dettes beskyttelse. Af navn og gavn er Leo Africanus (Afrikas løve) i denne periode en Medici. I 1524 må han i Pavia agere tolk i en forhandling med en diplomatisk udsending fra osmannerne; han er den eneste, der taler tyrkisk.
Udsendingen viser sig imidlertid at være Haroun, Leos ven og næsten-bror fra tiden i Fez, Haroun, som tidligere i bogen er blevet gift med Mariam, og som har kæmpet sammen med Arouj Barbarossa og nu dennes bror, Khaireddin. Scenen, hvor de to taler sammen, og Leo foreslår etableringen af en kontakt mellem Rom og Konstantinopel, er symptomatisk for det dilemma, vores hovedperson befinder sig i. Haroun udbryder:
”Hør lige engang, Hassan! Hvis du vil snakke om gamle dage, vore skoleår, familien, det nært forestående bryllup mellem min søn og din datter, så lad os gøre det i ro og mag over et veldækket bord, og jeg vil virkelig nyde det. Men hvis du er pavens udsending og jeg sultanens, så lad os tale sammen på en noget anden måde!”
Hassan/Leo har overskredet en nærmest utopisk grænse mellem de stridende parter i 1500-tallets religionskrige; han har i flere tilfælde påtaget sig umulige roller, og hans omgivelser reagerer derpå. Det er et ganske utroligt held, der bærer denne skæbne. 
Leo Africanus er – hvor utroligt det end måtte lyde – en historisk person og forfatter til bl.a. værket ”Cosmographia Dell' Africa”, første gang udgivet i 1550. Amin Maaloufs roman bygger således på biografiske data, om end disse er meget få om den mystiske rejsende. Maalouf tager sig da også store friheder, for store ville nogen mene. Hvor meget i romanen der faktisk er troværdigt i forhold til Hassan/Leos historie, står hen i det uvisse.
Men et faktum er det, at ”Afrikas Løve” på fineste måde indfører sin læser i de vanskelige, politiske og religiøse forhold, der gjorde sig gældende i Renæssance-perioden. Det er en bog om den hårde konfrontation mellem kristendom og Islam - og i mindre grad også mellem jødedom og kristendom, mellem katolicisme og lutheranisme.
Det er en vigtig bog al den stund, at den levendegør nu for længst forsvundne kultursamfund, fx muslimerne i Granada, og giver os indblik i en fortid, som sjældent fremdrages, når man i dag diskuterer Islam i Europa eller sameksistens mellem forskellige religiøse grupper.
Maalouf har selv en baggrund som katolsk araber, og hans fremstilling og fascination af Leo Africanus bærer tydeligt præg af ønsket om at overkomme det, der for mange kan synes som en umådelig kløft. Med Leo viser han en tænkelig og reversibel vej, kan man sige.
Amin Maalouf blev født i Libanon i 1949 og arbejdede dér som journalist indtil 1975, hvor borgerkrigen brød ud. Siden har han boet i Paris og på sit nye modersmål, fransk, udgivet adskillige bøger, bl.a. det historiske værk, ” Korstogene som araberne ser dem” (1996), der også er oversat til dansk.
Kommentarer