Anmeldelse
Brevet til kongen : et riddereventyr. Bind 1 af Tonke Dragt
- Log ind for at skrive kommentarer
Klassisk fantasy fra 1962 er genudgivet i anledning af en ny spektakulær Tv-serie fra Netflix. Tv-serien har peppet historien noget op, men bogklassikeren kan sagtens stå alene.
Tonke Dragt er hollandsk, og med snart 50 år på bagen virker historien på mange måder lidt gammeldags, men på den gode måde. Historien er klassik med ædle riddere og onde skurke, og selv uden Tv-serien fortjener bogen at blive læst af nutidens ældste unge og voksne. Har man kun set Tv-serien, som har langt mere fokus på magi og mystik og fuld spænding for pengene, vil man utvivlsomt blive noget skuffet. Og det er ganske synd. Historien er nemlig både velskrevet, spændende og absolut læseværdig. Uden sammenligning i øvrigt er der noget ”Kong Arthur-stemning” over bogen, og Terry Jones' 'De to væbnere' er også yderst sammenlignelig.
Den unge Tiuri er kun en enkelt nat fra at blive slået til ridder. Sammen med fire andre aspiranter skal han tilbringe natten i et kapel, og han må hverken tale eller forlade kapellet. Midt på natten hører han et desperat råb om hjælp, og trods risikoen for ikke at blive ridder svarer Tiuri. En fremmed fortæller Tuiri om et brev, der skal afleveres til kongen af Unauwen – et brev, der fortæller om lumske planer og forsøg på at ødelægge den alliance, der er ved at blive etableret mellem rigerne Unauwen og Dagonaut. Brevet er således yderst vigtigt for begge rigers skæbne, og Yiuri indvilliger og begiver sig ud på en lang og farefuld rejse, hvor han hele tiden bliver forfulgt af både Røde og Grå riddere.
Den lange historie er på næsten 500 sider, skrevet i et noget gammeldags og højtideligt sprog, og det besværliggør naturligvis læsningen. Der er således nogen, som vil stå af undervejs, men med Tv-serien i ryggen skal denne ganske udmærkede historie nok finde sine læsere. Den samlede historie er først og fremmest særdeles intens og underholdende, og det mærkes tydeligt at forfatteren er godt inde i sit middelalderstof og de ædle ridderidealer. Bogen har forsidebillede fra Tv-serien, og det skal selvfølgelig nok yderligere sælge.
Brugernes anmeldelser