Selvmordsaktionen

Claus Beck Nielsens Selvmordsaktionen følger Nielsens og Rasmussens færd til Irak, hvor deres mission er at indføre demokrati i landet.

”- Vi kommer for at indfoere Demokratiet, et idealistisk projekt støttet af den danske stat.” Citatet er taget fra side 70 i fænomenet Claus Beck-Nielsens nye bog Selvmordsaktionen, hvor de to ved første øjekast tilsyneladende helt almindelige danske hovedpersoner Nielsen og Rasmussen på deres tur i Irak i 2004 under de allieredes besættelse forsøger at erhverve sig et skydevåben for deres egen sikkerheds skyld. Det er nemlig ikke ufarligt at bevæge sig rundt i det krigshærgede Irak med det udgangspunkt at ville indføre demokratiet. Dette er overordnet set projektet for de to danskere, et projekt, der fortælles af Nielsen selv.

Fortællingen indledes den 1. januar 2004 et sted mellem Kuwait og Irak, et intet-sted, hvor ørkenens sand, en tør vind og en bagende sol gør det ulideligt for både Nielsen og Rasmussen. Der er intet, som opfattes konsistent, det er en gråzone. Disse to personer bærer en stor byrde, nemlig en grå metalboks, hvor der er påklistret et hvidt stykke A4 med ordene: ”The Democracy destination: Iraq”. Denne boks indeholder og udgør et paradoks nemlig på en gang både intet og alt i form af demokratiet, et paradoks, der også peger på selve fortællingen som sådan. I sidste ende, viser det sig, er det en selvmodsigelse, der så at sige afsluttes med selvmord, nemlig et projekt, der kun kan ende, hvor det startede: i gråzonen mellem virkelighed og illusion.

De to personer indleder deres tur i det sønderskudte Basras undtagelsestilstand i det sydlige Irak med en ide om, at deres projekt godt kan lykkes. Her mødes de med den irakiske flygtning Adnan, der i en årrække har boet i Farum med sin familie. Hvordan dette møde er arrangeret fremstår ikke klart, og Adnan er tilsyneladende kun et dæknavn. Faktisk får læseren umiddelbart ikke meget at vide om karaktererne i romanen. De synes næsten blot at være dukker på en scene.

Over de næste 16 dage rejser parret Nielsen og Rasmussen op gennem landet fra Basra i syd over Amara til Bagdad i hjertet af det gamle mesopotamiske rige. Med på turen bringer de Adnan, der først og fremmest fungerer som tolk, men hurtig viser sig at være en anden end den, han udgiver sig for at være, samt én af Adnans mange fætre Emir, der fungerer som chauffør. Hver gang de kommer til et nyt sted, hiver de metalboksen frem og sætter et åbent telt op, der snart får navnet "Det nomadiske Parlament". Her forsøger danskerne så på deres egen måde at indføre demokratiet i form af samtale med den irakiske befolkning. Projektet slutter i Bagdad, hvor Nielsen bliver væk. Han ophører pludseligt med at eksistere.

Turen fra intet-stedet, over Basra, Amara og til Bagdad bliver ikke bare et umuligt ideologisk forsøg på indførelsen af en styreform, en beskrivelse af forholdet mellem Nielsen og Rasmussen, Nielsen og Adnan, Nielsen og virkeligheden, men samtidig bliver det også i særdeleshed en skildring af forholdet mellem virkelighed og illusion. For når ovenstående er opridset og Nielsen og Rasmussen er ankommet i Bagdad, er bogen som fænomen langtfra fortalt og overstået. Allerede på den første side finder man ud af, at den fortælling Nielsen opbygger, er en konstruktion samlet fra webblogs, noter og avisartikler og ordnet af en anonym redaktør, der konstant analyserende og fortolkende forholder sig til Nielsens beretning.

Ligesom tematikken adskillige gange henviser til forvirring, kaos og gråzonen, peger romanens fortællemæssige opbygning på det samme. Vi ved, at forfatteren og performancekunstneren Claus Beck-Nielsen rent faktisk har været i Irak i den periode, romanen foregår, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at man skal drage en analogi mellem fortælleren Nielsen og forfatteren Nielsen, men derimod må man nødvendigvis først og fremmest forstå det som en iscenesættelse af virkeligheden og dernæst som en god fortælling, der både tematisk og retorisk skaber en usikkerhed, der går begge veje.

Det, romanen siger, er derfor to ting, der på bedste vis kombinerer og supplerer hinanden: forholdet mellem anarki og demokrati eller den arabiske verden og vesten er ikke blot enten eller, og forholdet mellem virkelighed og illusion (fiktion, romankunsten om man vil) er ikke lige som forholdet mellem sandhed og løgn, men derimod er disse begreber i beretningen imploderet og trukket sig ind i hinanden, hvilket vil sige, at Selvmordsaktionen bliver det, den selv fortæller om, nemlig en gråzone.

af stud.mag. Henrik Romby Smith Madsen, februar 2006.

Kilder, links og centrale værker