Charlotte Strandgaard

Charlotte Strandgaard døde i oktober 2021 og efterlod et bagkatalog på over 50 værker. Hun insisterede på at bringe det svære frem i lyset og give en stemme til samfundets stille.

Charlotte Strandgaard voksede op på Askov højskole, datter af litteraturhistoriker Jens Kruuse og oversætter Annabeth Kruuse, hvor de boede indtil 1949, da Jens Kruuse stoppede som forstander. Herefter flyttede de til Aarhus, som for Strandgaard var en storby sammenlignet med barndomsbyen, og hjemmet blev hurtigt et mødested for kunstnere og intellektuelle. Da Charlotte var 19, blev hun gift med Ole Strandgaard, som hun fik sønnen Hans med, og som blev introduktionen til socialisme, der stod i kontrast til hendes forældres borgerlige liv. Hun var stærkt optaget af socialismen og var meget politisk aktiv, og hun vedblev igennem hele sit liv at være en forkæmper for socialismen. Særligt kvindekampen var vigtig for Strandgaard, og hun var blandt andet bestyrelsesmedlem i foreningen Individ og Samfund, der kæmpede for fri abort i Danmark.

I 1965 udkom hendes debut, ’Katalog’, og i de følgende år udgav hun flere digtsamlinger, hvor hun leger med den lyriske form. I 70’erne udviklede hun sig for alvor som forfatter og fandt sin stemme, der blev fuldbyrdet i ’Indimellem holder de af hinanden’ (1969). ’Indimellem holder de af hinanden’, som blev genudgivet i 2014, består af 81 korte og genrelegende tekststykker, der alle omhandler krop, følelser, sex og parforhold i det hverdagslige og i det mytiske. Det er en collage af fortællinger, der rækker ind over hinanden og bliver sammenfiltrede, men Strandgaards kvindelige perspektiv som tematik, som hun havde udformet i sine tidligste digtsamlinger, bliver værkets holdepunkt.

Strandgaard udgav herefter ’Herinde’ (1969) og ’Gade op og gade ned’ (1973), hvor hun dokumenterer og skildrer livet som misbruger, hvor vi ser et tydeligt bevis på, hvad Strandgaard gør så godt. Hun skildrer samfundets skjulte eksistenser, som er ude af stand til selv at råbe højt nok. Strandgaard viser i disse to værker sin særlige evne til at kunne leve sig ind i andre mennesker og skrive gribende og sympatisk om dem, der er hårdt ramt af livet.

Det er en evne, hun bærer med sig ind i ’Brændte børn’ (1979), som hun har lavet i samarbejde med fotografen Peer Jansson. Digtene centrerer sig om børn, der er født ind i en hård tilværelse og skal lege voksne for at gebærde sig heri, og voksne, der har et barns naivitet. Der er ironi og alvor i digtene, som ikke tager nogen fast form, men er søgende og svævende ligesom karaktererne. Endnu en gang lurer den feministiske tematik, hvor kvindekampen bliver set i et negativt lys, og hvor Strandgaard med sin litteratur gør op med det mandsnominerende system.

Tematikken fortsætter i Lille menneske (1982), hvor vi møder pigen Maria, der lider af anoreksi. Bogen berører, hvad der sker med et velfungerende menneske og familie, når den rammes af en så forfærdelig sygdom. Vi følger Maria og moren Else tæt, og vi bliver på et dybdegående plan præsenteret for deres tanker og følelser, alt imens sygdommen udvikler sig til det værre. Sygdommen infiltrerer familielivet. Else flytter fra sin mand, imens de forsøger at håndtere sygdommen, såvel som deres individualistiske identitet i deres ægteskab, hvorfor romanen, selvom den tager udgangspunkt i Marias sygdom også har fokus på kvindens rolle i ægteskabet, som vi ofte finder det i Strandgaards romaner.

Strandgaard har i 80’erne en mere selvbiografisk tilgang til sin litteratur, som indledes med Giv mig solen (1986), der behandler hendes ungdomsår; en tilgang der fortsætter i Strandgaards senere forfatterskab, hvor særligt Hans (2014) står som et vigtigt element. ’Hans’ er en skildring af Strandgaards søns liv fra hans fødsel i 1963 til hans død i 2012 som følge af hans skizofrenilidelse. Bogen indeholder både digte og lægejournaler, alt imens Strandgaard forsøger at finde svar på, hvorfor det endte, som det gjorde. Vi følger Hans fra barndomsårene, hvor han er en følsom dreng, der klarer sig godt, og op igennem teenageårene, hvor han får det værre og værre, forsøger at begå selvmord og får stillet diagnosen skizofreni. Bogen behandler via inkludering af nogle af Hans’ egne digte, hvad det vil sige at være skizofren, og igennem Strandgaards perspektiv får vi indsigt i den skyldfølelse man som forælder ikke kan undgå at sidde med, når man ikke er i stand til at hjælpe sit barn under de sværeste vilkår.

Strandgaard vendte i sin sidste bog, der udkom ca. et halvt år inden sin død, tilbage til Hans – ikke som en overordnet tematik, men som den store sorg hun siden hans død har skullet bære på. Bogen Stræk din krop mod min (2021) er en brevudveksling mellem Strandgaard og den 50 år yngre forfatter Johanne Kirstine Fall, hvor de behandler livet og (kvinde)kroppen. Det er en intim samtale, der åbner sig for læseren, hvori tabubelagte emner kan behandles fra det unge og det gamle perspektiv. De skriver om at elske og hade kroppen, og hvad det gør ved individets syn at have en krop, der er synlig og elsket af en anden. Strandgaard skriver rørende om livet og sit forhold til sin afdøde søn, der ændrede livet og kroppen for hende, fordi den satte sig som en fysisk mærkbar størrelse, som ikke var til at slippe af med. Bogen er et smukt indblik ind i kroppen fra to perspektiver, der alligevel begge er bange for kroppens skrøbelighed og fascineret af kroppens fysiske kvaliteter.

Charlotte Strandgaard døde i oktober 2021 som 78-årig, men nåede at berige den danske litteratur med sit store forfatterskab, der har givet et smukt og rørende indblik i livets og samfundets store emner.

Skrevet af Emma Karlebjerg, redaktør
Foto: Sofie Amalie Klougart