Stræk din krop mod min

To forfatteres intime møde i breve om kroppen, livet og døden er læskende ærligt og svimlende modigt.

Ordene mellem forfatterne Charlotte Strandgaard og Johanne Kirstine Fall i denne brevvekslingsbog strækker livet derud, hvor det er allermest følsomt, og hvor der er allermest på spil.

Tilbage i 2017 mødtes de to forfattere – begge med skønlitterære udgivelser om kroppen bag sig – til en samtale om kroppen i litteraturen på Bogforum. Tre et halvt år senere år: denne bog og et venskab uden alder.

Enigheden er der ikke altid, men åbenhed og forståelse er der masser af, hvilket giver mig en nærmest terapeutisk fornemmelsen af, at de to griber hinanden ved at se (på) hinanden gennem fortællingen. Så lad det handle om sorg, tro, sygdom, hallucinationer og familie! Om krop og køn, om livet og døden. ”Tror du, at jeg slog min far ihjel?”, spørger Strandgaard nøgent et sted.

Følsomt og med stor kraft skriver Fall og Strandgaard deres historier sammen ved at spørge ind til og reagere på hinandens breve. Der bliver sat ord på tabubelagte hemmeligheder såsom en abort foretaget i 1968, og her og der pibler humoren frem.

Johanne Kirstine Fall, født i 1993, skriver om en ung krop, der ”flyder ud” og må finde ro under en kugledyne. Hun beskriver sin spiseforstyrrelse i sitrende billeder: en krop, der har været som en fugleunges, fyldt med lanugohår som værn mod kulden. Og nu, år senere, synes hun, at hun har en ”ret flot” krop. Hun skriver breve om indlæggelser på psykiatrisk afdeling, om hallucinationerne.

For mange mennesker er erfaringer som Falls fremmede, men dét, hun gør så fint, er med et nøgternt, følsomt sprog at lade døren stå åben. Som her: ”I nat fløj en flagermus ind gennem det lukkede vindue på mit værelse”. Mere skal der ikke til. Et perfekt anslag, der peger på hallucinationen uden at gøre et stort nummer ud af den. Flagermusen hedder i øvrigt Hans ligesom Charlotte Strandgaards afdøde søn …

Charlotte Strandgaard, født i 1943, skriver rørende breve om livet med og uden Hans. Om den forreste sorg, der dengang satte sig mærkbart i kroppen og gjorde den tung og farlig for sig selv. Hun skriver fængslende om en tidligere afhængighed af smertestillende piller, der bragte glæden ved at tale med både levende og døde og fortælle og skrive i fare. ”Hvis jeg mister sproget, mister jeg mig selv”, står der et sted. Og ja. Man er ikke i tvivl.

Kroppens forfald skræmmer dem begge. Som Johanne Kirstine Fall siger: ”Charlotte, kun dit hår skræmmer mig ikke.”. Så kan man ønske nok så meget at være majestætisk som Henry Moores kvindeskulpturer!

’Stræk din krop mod min’ er et vanvittigt vigtigt venskabsmanifest og et mindeskrin besmykket med erfaringer, der ofte danser på kanten af livet.