Hans

Gribende fortælling om en mors kærlighed til sin skizofrene søn og sorg over hans død.

Jeg tror, alle forældre vil blive berørt af denne fortælling, der rummer så stor kærlighed og fortvivlelse. Spørgsmål som: ”Hvis jeg nu havde været en mere agtpågivende og bedre mor, så?”, rammer den skyldfølelse, som forældre ofte oplever.

Charlotte Strandgaard har et stort forfatterskab bag sig. Her har hun valgt at skrive i du-form, og det giver et meget stærkt udtryk. Ikke mindst i hendes indledning, hvor hun beskriver sorgen og den ufattelige smerte ved at overleve sit barn. Sorgen beskrives i situationer som ’Fjorten dage efter din død’, ’en måned efter din død’ frem til ’Næsten et år efter’. Beskrivelser, der også viser, at det ikke er nemt for omverdenen at tackle sorg.

Charlotte Strandgaard fik som 19-årig sønnen Hans, og i nogle fine billeder fortælles om episoder, der samlet giver et indtryk af ham i barndomsårene - en kvik og følsom dreng, der klarer sig godt. Langsomt ændres tingene. Hans dropper ud af gymnasiet, og som 18-årig forsøger han at begå selvmord, et alvorligt forsøg, som han mirakuløst overlever. Han får stillet diagnosen skizofreni og er resten af sit liv i psykiatrisk behandling. Bogen medtager mange journaler og udtalelser fra personale, og sammen med Hans’ digte og forfatterens oplevelse af situationer giver den en fornemmelse af, hvad det vil sige at være skizofren - og pårørende: ”Jeg havde fået en ny stillingsbetegnelse. Den skizofreni-fremkaldende mor”.

Troen kommer til at spille en stor rolle for Hans og også for hans mor, selv om hun har meldt sig ud af folkekirken. Hans fører en evig kamp mod stemmer og dæmoner, men får fred i kirken og modtager åbenbaringer, der giver lys i sindet. Bogen indledes med Thomas Kingos salme ’Sorrig og glæde de vandre til hobe’, og det rammer fint den følelse, som bogen giver.

Originally published by Birgit Sloth, Litteratursiden.