Johanne Kirstine Fall bruger kroppen som udgangspunkt i sine værker som udtryk for et større samfundsproblem med perfektionisme og magtstrukturer.
Johanne Kirstine Fall (f. 1993) behandler i sin litteratur kroppens funktion hos selvet og i samfundet. Debuten ’Der er altid nogen at befri’ (2017) høstede ros hos anmelderne, som kulminerede i, Fall blev shortlistet til BogForums og Munch-Christensens Debutantpris
Johanne Kirstine Fall indtog den danske litteraturscene i 2017 med debuten Der er altid nogen at befri. Her følger vi den unge Katrina, som er indlagt på psykiatrisk afdeling i Odense med anoreksi. Romanen skaber et indblik i anoreksiens evne til at løbe om hjørner med alt og alle, inklusiv sig selv, og den ubehagelige indre jublen, når de andre indlagte spiser, uden man selv gør. Vi følger hende fra tynd, syg og indlagt til normalvægtig, syg og udskrevet. Vi får et indblik i anoreksiens lukkede verden, hvor sproget fører os frem med sine udramatiske og ligefremme beskrivelser, som gør anoreksiens uholdbare logik logisk. Johanne Kirstine Fall skaber en roman, hvor kroppen går i kamp med sig selv og de idealer, den er underlagt, som langsomt dræber selvet.
I maj 2020 udkom Johanne Kirstine Falls anden bog Om natten havet, hvor vi igen følger Katrina. ’Om natten havet’ starter, hvor ’Der er altid nogen at befri’ sluttede – 18 kilo tungere og udskrevet fra Psykiatrisk Hospital. Efter spiseforstyrrelsens diktatur er Katrina klar til at leve et anarkistisk liv, hvor regler ikke er en del af ordforrådet. Der går ikke lang tid, før Katrina lever et liv med stoffer, vold og eksperimenterende sex. Igennem et råt og voldeligt sprog maler Johanne Kirstine Fall et ubehageligt billede, hvor knytnæver og ekstreme sexorgier aldrig har virket så naturligt. Sproget tillader ikke læseren at stille spørgsmål, fordi det bliver skrevet kort og helt ind til benet. Det bliver hurtigt tydeligt for læseren, at Katrina stadig ikke er rask. Hun har blot fundet en anden måde vej til selvdestruktion – en anden vej til at mærke sin følelsesløse krop.
Foto: Nefeli Ginnerup Have
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020
