Døden er en del af mit navn

Der er følelser, ånd og patos i digtsamlingen om døden, men også krop og sanser og en legende omgang med sproget. Stor og bevægende poesi gemmer sig i den lille bog med det blodrøde omslag.

I Morten Søndergaards forfatterskab udgør bøgerne et netværk, hvor de enkelte værker går i dialog med hinanden. I ’Fordele og ulemper ved at udvikle vinger’ fra 2013 kredser Morten Søndergaard om vinger. Vinger som udtryk for bevægelse og opdrift.  I digtet ’Ja’ formuleret som en lykkelig oplevelse af at være båret og midt i det hele. Det indledende digt i Morten Søndergaards nye digtsamling ’Døden er en del af mit navn’ bærer også titlen ’Ja’ men er grundlæggende anderledes. Her står jeget tilbage som en nedstyrtet Ikaros med afbrændte vinger: ”Forfra!/ Jeg danser i helvede./ Jeg har ingen vinger/ og/ døden er en del/ af mit navn.” Her berøres fra starten de temaer – døden og navnet – som udfoldes gennem samlingen.

Gennem alle teksterne går der en eksistentiel oplevelse af brud, udsathed og død: ”Jeg bebor ingen verden./ Sidder på tærsklen til mit navn”, som det formuleres i ’Natbog’. Når den personlige kriseerfaring får et så overbevisende udtryk, hænger det sammen med, at digtene ikke omhandler døden og navnet/identiteten som abstrakte størrelser. Her i en tekst der spiller på ligheden mellem digterens navn og det italienske ord for død: morte: ”Hvad hedder du? Jeg går og hedder Morten/ det giver et gib i folk, når jeg siger det./ La morte hvisker de og træder et skridt tilbage.”

Som tidligere i forfatterskabet er der også i ’Døden er en del af mit navn’ en tæt dialog med videnskaben og filosofien og ikke mindst med den litterære tradition. Kriseerfaringen er nemlig ikke bare noget, der i snæver forstand gælder jeg'et, men selve sproget og udtryksevnen: ”Et tegn/ er vi, meningsløst. Smerteløse er vi og har/ næsten mistet vores sprog i det fremmede” som det hedder med en henvisning til den tyske romantiske digter Friedrich Hölderlin.

Mange af samlingens temaer væves sammen i det smukke langdigt ’Samarkand’, stedet jeget opsøger for at skrive et digt om døden. En rejse til et sted, men også en tidsrejse i erindringen og en konfrontation med de skikkelser jeget har mødt døden i gennem sit liv. Det er et digt om at fare vild, men også om åbningen til en ny begyndelse i erkendelse af, at døden ikke er fraspaltet navnet og livet, men en del af det: ”jeg ved, at jeg ved, at livet/ er kort: Gør det bredt/ som en/ mælkevej. ”

Digtene har basis i en personlig og eksistentiel nødvendighed, som er mere eksplicit end tidligere hos Morten Søndergaard.  Der er ”saltvand i stemmen”, men den bliver aldrig grådkvalt eller patetisk. Det er stor og bevægende poesi, der gemmer sig i den lille bog med det blodrøde omslag.

Oprindeligt skrevet af Jens Hjøllund, Litteratursiden.