Bog

Sagen om de bizarre buketter

Af (
2022
)

Anmeldelse

Sagen om de bizarre buketter

19 apr.23

Nancy Springers historier om Enola bliver bedre og bedre, ligesom Enolas mange forklædninger og forrygende påfund.

Enola Holmes er lillesøster til Sherlock og Mycroft Holmes, som begge vil hendes bedste, men de forventer,  hun opfører sig som en ærbar ung kvinde. Og det vil Enola ikke, for hun vil være detektiv!

14-årige Enola ved, at det ikke er tilfældigt, at hendes navn stavet baglæns danner ordet "alone". Hendes mor er på mystisk vis forsvundet, men både Enola og moren elsker koder, og de kommunikerer indimellem igennem koder i Londons aviser. Enolas to storebrødre Sherlock og Mycroft er store modstandere af, at Enola har fået en fri opdragelse, hvor deres mor har lært hende mange forskellige og brugbare ting. Da deres mor forsvinder, vil Sherlock og Mycroft sende Enola på kostskole. Men Enola stikker af og gør brug af alt, hun har lært.

Enola bor i London og benytter sig af forskellige forklædninger. En dag bliver dr. Watson narret, og derefter anbringes han på et psykiatrisk hospital, hvor ingen fra personalet tror på, at han er doktor. Enola beslutter sig for at hjælpe sin elskede storebror Sherlock med at få sin gode ven tilbage. Hun forklæder sig som en smuk kvinde ved navn Viola Everau og tager på besøg hos mrs. Watson. Under besøget opdager Enola, at mrs. Watson har modtaget en mystisk buket blomster, hvori der er tjørn, valmuer og asparges! Enola ved, at disse tre planter har en helt særlig symbolik. Hun sporer buketten tilbage til en kostumebutik, hvor ejeren, Pertelote, gemmer på en frygtelig hemmelighed. Men Enola skal passe på ikke at blive set, for Sherlock er lige i hælene på hende…

Enola er en forklædt feminist og sniger sig under radaren hos begge sine brødre, men indimellem savner hun at lade forklædningerne falde og tilbringe noget tid med Sherlock, som ikke kun er hendes bror, men i særdeleshed hendes store idol. Det er en hæsblæsende oplevelse at følge Enola gennem Londons mørke og beskidte gader, og forfatteren beskriver både mennesker og omgivelser så levende, at man kan fornemme lugten og stemningen i det smog-befængte London. 

Bogdetaljer

Forlag
ABC
Oversætter
Erik Egholm
Faustnummer
135355526
ISBN
9788775890316
Antal sider
180

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer