Selvbiografi

Rystende barsk læsning om en glædesløs og ensom barndom. Forfatterens nådesløse forældreopgør

Man gjorde et barn fortræd. Det er den følelse, man sidder med, når man har læst Peer Hultbergs selvbiografi og hans brev til sin mor. Peer Hultberg døde i 2007 og efterlod begge bøger til udgivelse efter sin død.

Peer Hultberg blev kort efter fødslen overgivet til en diakonissestiftelse og blev først 15 måneder gammel adopteret af dommerfuldmægtig og senere landsdommer i Viborg, Oskar Hultberg og dennes hustru Xenia.

Det var ikke nogen lykkelig barndom. Langtfra. Det meste af ’Selvbiografi’ er rystende og virkelig sørgelig læsning. En glædesløs og ensom barndom, præget af forældrenes utallige skænderier.

” Skænderierne, skænderierne, mine forældre der mundhugges, det er baggrundsmusikken i min barndom. Hvor var det et helvede med de skænderier”

En barndom præget af en dominerende, egoistisk og følelseskold far og en mor, der trods skænderierne alligevel gjorde, hvad faren sagde, også selvom hun derved svigtede sine børn.

Udover et utrygt barndomshjem bebrejder forfatteren også sine forældre, at hjemmet var så lidt kulturelt. Forældrene læste stort set ikke bøger, de hørte ikke musik, gik ikke i teatret. De havde kunst på væggene, men det var kun indkøbt som investering, og fordi det skulle en dommer have i sit hjem.

Peer Hultberg, der det meste af sit voksenliv har været bosat udenfor Danmark, har udover sit store og anerkendte forfatterskab (Nordisk Råds Litteraturpris i 1993), også arbejdet som jungiansk psykoanalytiker i Tyskland.

Men i disse efterladte værker er det ikke den voksne psykoanalytiker, der fortæller. Det er et vredt og svigtet barn, der taler. Eller rettere; skriger sin vrede, sin sorg og sin ensomhed ud. Barsk læsning – og virkelig god litteratur!

Selvbiografien er skrevet over flere år fra 1987 og frem til 1998. ’Brev’ er skrevet umiddelbart efter morens død i 1990, og den er skrevet som en slags sorgarbejde i forbindelse med hendes død og begravelse. I modsætning til ’Selvbiografi’ er der også forsonende træk ved ’Brev’. Selvom Peer Hultberg gentager og fastholder sin kritik af sin mor, takker han hende også for, at hun gav ham troen på sig selv og på at livet trods alt er værd at leve.