Anmeldelse
Jorden rundt i 80 Dage af Jules Verne
- Log ind for at skrive kommentarer
Kan man overhovedet rejse jorden rundt på 80 dage? Det vil Fogg og Passepartout finde ud af i klassikeren, der har det hele og vil begejstre de fleste børn.
Året er 1872, og hovedpersonen er Phileas Fogg, der er overordentligt velhavende og medlem af Reformklubben. Hans liv er lagt i rolige rammer, han besøger klubben hver dag, og selv hans tøj og sko er mærket med et nummer, der svarer til den dato, hvor det skal bruges. Men det skal snart ændre sig. Da en af hans kortspillende kammerater, bankdirektør Ralph, beretter om nogle tyverier i banken, og Fogg i en diskussion med ham siger, at en tyv vil kunne nå ret langt på kort tid, ender han i et væddemål på 20.000 pund, hvor han selv skal nå verden rundt på 80 dage!
Heldigvis har Fogg netop samme dag ansat en ny tjener, Jean Passepartout og sammen drager de to afsted på en eventyrlig rejse. Fogg er sikker på, at de nye jernbaner og hurtige dampskibe skal få ham jorden rundt på de 80 dage, men ingenting går som han regner med. De to rejsekammerater kommer ud for de mest vanvittige ting, og der er ikke meget, der umiddelbart arbejder i deres favør. Lige i hælene på dem er opdageren Inspektør Fix, der er på jagt efter en røver, og den smukke indiske kvinde Aonda forhaler også deres planer. Men alle sejl sættes ind for at nå målet. Også fra deres konkurrenters side.
Som i enhver god eventyrfortælling, har hovedpersonen et mål og nogen der forsøger at forhindre, at målet bliver nået. Hele bogen er fyldt med humor, og særligt Passepartout med sine akrobatiske evner skaber nogle underholdende billeder i hovedet på læseren. Midt i dette hæsblæsende eventyr får Jules Verne desuden skabt plads til en kærlighedshistorie.
Brugernes anmeldelser