Anmeldelse
Robin Hood (Ved Maj Bylock) af Howard Pyle
- Log ind for at skrive kommentarer
God genfortælling om den modige adelssøn, der dræber en mand og flygter ind i Sherwoodskovene, erklæres fredløs og får øjnene op for de fattiges vilkår.
I Sherwoodskovene oplevede Robin Hood mange spændende ting, f.eks. da han skulle krydse en bro, men en stor mand på den anden side ikke ville lade ham passere. Den store mand var John Little, og udfaldet af deres lille konkurrence, kender de fleste. De endte med at feste sammen hele natten sammen med resten af de fredløse, og Robin Hood døbte ham Lille John med en kande øl.
Sheriffen af Nottingham udsatte en dusør på Robin Hoods hoved, hvilket betød, at selv nogen af de fattige, som Robin Hood kæmpede for, blev fristede til at indgive ham til Sheriffen for at få dusøren. Sheriffen arrangerer også en bueskydningskonkurrence, og siden Robin Hood var en utroligt dygtig bueskytte, mødte han op til konkurrencen, velvidende at det var en fælde. Derfor forklædte han sig som en tigger, der var blind på det ene øje, og vandt. Sheriffen prøver på alle måder at få fingre i Robin Hood, men uden held. En dag møder Robin Hood den grusomme Guy af Gisbourne, som sheriffen har hyret til at jagte ham. Nu skal han for alvor til at passe på.
Endnu en rigtig fin genfortælling af en klassiker, de fleste kender. Maj Bylock er enormt dygtig til at lade historierne leve uden at ændre den væsentlige fornemmelse af "en rigtig klassiker", men benytter et sprog og en kompleksitet, så fortællingen lader sig læse og forstå fra tiårsalderen.
Det er dejligt at få genopfrisket historien, særligt når man er farvet af filmversionen med Kevin Costner i hovedrollen. En skøn fortælling med et eviggyldige tema om at stå sammen i kampen mod uretfærdighed. Den amerikanske forfatter Howard Pyle var både illustrator og forfatter og skrev primært bøger til unge. Dette er hans mest populære roman.
Brugernes anmeldelser