Forfatter
Jules Verne
Som en af science fiction-genrens foregangsmænd er Jules Verne både interessant i sig selv og som repræsentant for sin samtid – samt for de spæde forsøg ud i en helt ny genre.
De fleste ville forvente at Jules Verne (1828-1905) var en eventyrlysten og berejst person - en fremskridtsvenlig mand, der var veluddannet indenfor både de hårdere videnskaber som fysik og geografi og de blødere som litteratur. Dette billede er dog ikke helt korrekt. Verne var uddannet jurist, levede hele sit liv i Frankrig og tog kun på få udenlandsrejser. Endvidere havde han et overraskende pessimistisk fremtids- og teknologisyn.
Imidlertid hører det også med til billedet, at Verne var en talentfuld forfatter, der formåede at kombinere halsbrækkende eventyr med detaljerede videnskabelige og pseudo-videnskabelige beskrivelser. Verne populariserede naturvidenskaben og fabulerede over dens mulige konsekvenser med så stort held, at hans værker stadig lever videre den dag i dag.
Jules Vernes liv
Jules Gabriel Verne blev født på en ø ud for den franske by Nantes. Hans far var advokat, hvorfor det var naturligt for Verne at følge i hans fodspor og læse jura. Imidlertid lå hans interesse et andet sted, nemlig ved litteraturen. Verne blev derfor sekretær ved Théatre Lyrique i Paris. Her lærte han teaterverdenen at kende, hvilket medførte at hans litterære debut ikke kom i form af en roman, men derimod i form af stykket 'De afbrækkede strå' (org. 'Les pailles rompues'). I årene efter skrev Verne et par noveller samt romanen 'Fem uger i luftballon' (org. 'Cinq semaines en ballon', 1865).
I samme periode mødte han enken Honorine Anne-Hébé Morel, som han giftede sig med i 1857. Honorine kom til at spille en vigtig rolle for Vernes forfatterskab. Ikke som hans muse, men som indirekte igangsætter. Det var hende, der efter at Verne havde opgivet at få udgivet sin roman, sendte den til forlæggeren Pierre-Jules Hetzel. Hetzel så Vernes potentiale og romanen blev udgivet i 1963.
Hertzel aftalte med Verne, at denne skulle skrive to romaner om året. Romanerne udkom først som føljetoner i Magazine d'Éducation et de Récréation og derefter i bogform. Disse bøger gjorde Verne berømt, og en håndfuld af dem kendes stadig af de fleste. Dette gælder især: 'Rejse til Jordens indre' (org. 'Voyage au centre de la Terre', 1864), 'Rejsen til Månen' (org. 'De la Terre á la Lune', 1865), 'En verdensomsejling under havet' (org. 'Vingt mille lieues sous les mers', 1869), 'Jorden rundt i 80 dage' (org. 'Le tour du monde en quatre-vingts jours', 1872). Det er ligeledes disse værker, der har givet Verne ryet som en af science fictions-genrens ”opfindere” – en titel han deler med bl.a. Mary Shelley (1797-1851) og H.G. Wells (1866-1946).
Vernes lykkelige år sluttede dog i 1886-87, hvor et angreb fra hans mentalt forstyrrede nevø samt hans moders og Hertzels død førte til en depression. Efter dette levede Verne udelukkende for sit arbejde. Imidlertid var hans syn og hans fysik svækket af sukkersyge. I 1905 døde Verne i sit hjem, og nåede således aldrig at opleve, hvordan flere af hans bøger delvis blev til virkelighed.
Jules Verne og fremtiden
Da Verne blev født, indsneg der sig en fejl i hans fødselsattest. I stedet for at angive hans fødselsår til 1828, blev det ført hundrede år frem - til 1928. I lyset af hans litterære bedrifter kommer denne fejl til at fremstå som en forudsigelse. Det virker ofte som om Verne virkelig havde været et smut i fremtiden.
I anledning af forfatterens 183 års fødselsdag publicerede tidsskriftet National Geografic en oversigt over, hvilke af Vernes ”opfindelser” der var blevet til virkelighed. Tidsskriftet sammenlignede bl.a. den batteridrevne ubåd Alvin (ca. 1964) med den elektriske ubåd Nautilus, der kendes fra Vernes 'Vingt mille lieues sous les mers'. Ligeledes nævner de artiklen "In the Year 2889" (oprindeligt "La journée d'un journaliste américain en 2889"), hvor Verne beskriver, hvordan nyheder ikke længere bliver skrevet i aviser, men derimod talt, altså en form for tv- eller radioavis.
Verne var imidlertid ikke et orakel og mange af hans forudsigelser blev aldrig (eller er i hvert tilfælde endnu ikke blevet) til virkelighed. Alligevel får man, når man læser hans værker, en fornemmelse af en mand der ikke blot fantaserede. Minutiøse gennemgange af udregninger og videnskabelige fakta får Verne til at fremstå som en, der studerede sin egen tids teknologiske landvindinger for derefter at fremkomme med et kvalificeret gæt på, hvad disse landvindinger kunne føre til.
At Vernes værker, på nær få undtagelser, alle ender lykkeligt bevirker endvidere, at man får et billede af en fremskridtsvenlig mand med stor tiltro til teknologien. Imidlertid er det ikke så enkelt. I flere af Vernes sene værker er hans lyse fremtidssyn forvandlet til dystopi. Denne ændring i tonen forklares ofte med Vernes sorg over hans mors og Hertzels død. Imidlertid er der meget der tyder på, at den mørkere tone altid har været til stede i Vernes fremtidssyn. Således skrev han i 1863 romanen 'Paris i det 20. århundrede' (org. 'Paris au XXème siècle'), der handler om en ung mand, som på trods af alverdens teknologiske bekvemmeligheder alligevel aldrig finder lykken. Romanens pessimisme bevirkede, at Hertzel foreslog Verne at gemme manuskriptet omkring tyve år. Der gik imidlertid langt mere end 20 år før værket udkom. I 1989 fandt Vernes oldebarn manuskriptet, og i 1994 udkom romanen endelig. Imidlertid var allerede Vernes romandebut præget af fremtidspessimismen. Da manuskriptet til 'Fem uger i luftballon' kom Hertzel i hænde, krævede han nemlig, at romanens tragiske slutning blev ændret til en lykkelig.
Det er således problematisk udelukkende at se Verne som den fremskridtsvenlige optimist. Verne havde en glødende passion for teknologiske opfindelser, men havde ligeledes altid blik for denne udviklings skyggesider.
Jules Vernes ry
Verne betragtes ofte som børne- eller ungdomsforfatter. Dette omdømme skyldes ikke så meget Vernes værker, som omgivelsernes behandling af dem. Allerede i Vernes samtid mente mange, at de spændende historier kunne appellere til et yngre publikum. Det eneste problem var de lange og omstændige naturvidenskabelige redegørelser. Eftersom respekten for forfatteres rettigheder og integritet var anderledes i 1800-tallet end den er i dag, lod dette sig imidlertid let løse. De fleste tidlige oversættelser er således markant kortere end de oprindelige franske tekster, idet lange passager ganske enkelt er skåret ud. I enkelte oversættelser blev det gjort nogenlunde elegant, men i langt de fleste tilfælde kom det til at gå ud over sammenhængen i plottet.
I flere lande, herunder i både England og Danmark, skulle man langt op i 1900-tallet før teksttro oversættelser så dagens lys – og dermed også før Vernes status som seriøs og talentfuld voksenforfatter blev anerkendt.
Det var imidlertid ikke kun ringe oversættelser, der sværtede Vernes ry til. I takt med at især de engelske Verne-oversættelser blev forbedrede, blev han udsat for en massiv kritik. Denne kritik gik især på den manglende rolle kvinder spiller i hans romaner og på hans til tider meget stereotype beskrivelser af forskellige befolkningsgrupper – det være sig englændere, indere eller afrikanere.
En sådan kritik er ikke ubegrundet, men ikke desto mindre meningsløs. Vernes beskrivelser afspejler ikke så meget hans egen rolle, som de afspejler det århundrede han er repræsentant for.
Hvor skal man begynde
Hvis man søger ”den typiske” Jules Verne vil det være oplagt at begynde med en af hans kendte ”science fiction”-romaner, nemlig: 'Rejse til Jordens indre', 'Rejsen til Månen' eller 'En verdensomsejling under havet'. Med mindre man læser på originalsproget, er det dog vigtigt at være opmærksom på, hvilken oversættelse man får fat i, idet langt de fleste ældre danske oversættelser er ufuldstændige. Oversættelsen skal således gerne være fra 1970 eller senere.
Det er imidlertid ikke kun Vernes ”science fiction”-romaner der er værd at læse. Selvom stort set alle Vernes bøger har spor af hans interesse for den teknologiske fremtid, skrev han også inden for andre genrer. Eksempelvis 'Den hemmelighedsfulde Ø' (org. 'L'ille mysterieuse', 1874), der udover at være en hyldest til ingeniørkunsten også er en ganske gedigen robinsonade. Eller 'Zarens kurér' (org. 'Michel Strogoff', 1876), der følger en kurérs forbilledlige liv og af forfatteren Sartre beskrives som en af hans barndoms vigtigste bøger. I en del af Vernes romaner er det geografien og den opdagelsesrejsende der hyldes. Af disse kan nævnes: 'Kaptajn Hatteras eventyr på Nordpolsekspeditionen' (org. 'Voyages et aventures du Capitaine Hatterass', 1866) og 'Paa opmaaling i Sydafrika' (org. 'Advenures de trois Russes et de trois Anglais dans l’Afrique australe', 1872). Verne har således flere sider, og der er næsten noget for enhver smag, så bare gå i gang.
Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
Som en af science fiction-genrens foregangsmænd er Jules Verne både interessant i sig selv og som repræsentant for sin samtid – samt for de spæde forsøg ud i en helt ny genre.
De fleste ville forvente at Jules Verne (1828-1905) var en eventyrlysten og berejst person - en fremskridtsvenlig mand, der var veluddannet indenfor både de hårdere videnskaber som fysik og geografi og de blødere som litteratur. Dette billede er dog ikke helt korrekt. Verne var uddannet jurist, levede hele sit liv i Frankrig og tog kun på få udenlandsrejser. Endvidere havde han et overraskende pessimistisk fremtids- og teknologisyn.
Imidlertid hører det også med til billedet, at Verne var en talentfuld forfatter, der formåede at kombinere halsbrækkende eventyr med detaljerede videnskabelige og pseudo-videnskabelige beskrivelser. Verne populariserede naturvidenskaben og fabulerede over dens mulige konsekvenser med så stort held, at hans værker stadig lever videre den dag i dag.
Jules Vernes liv
Jules Gabriel Verne blev født på en ø ud for den franske by Nantes. Hans far var advokat, hvorfor det var naturligt for Verne at følge i hans fodspor og læse jura. Imidlertid lå hans interesse et andet sted, nemlig ved litteraturen. Verne blev derfor sekretær ved Théatre Lyrique i Paris. Her lærte han teaterverdenen at kende, hvilket medførte at hans litterære debut ikke kom i form af en roman, men derimod i form af stykket 'De afbrækkede strå' (org. 'Les pailles rompues'). I årene efter skrev Verne et par noveller samt romanen 'Fem uger i luftballon' (org. 'Cinq semaines en ballon', 1865).
I samme periode mødte han enken Honorine Anne-Hébé Morel, som han giftede sig med i 1857. Honorine kom til at spille en vigtig rolle for Vernes forfatterskab. Ikke som hans muse, men som indirekte igangsætter. Det var hende, der efter at Verne havde opgivet at få udgivet sin roman, sendte den til forlæggeren Pierre-Jules Hetzel. Hetzel så Vernes potentiale og romanen blev udgivet i 1963.
Hertzel aftalte med Verne, at denne skulle skrive to romaner om året. Romanerne udkom først som føljetoner i Magazine d'Éducation et de Récréation og derefter i bogform. Disse bøger gjorde Verne berømt, og en håndfuld af dem kendes stadig af de fleste. Dette gælder især: 'Rejse til Jordens indre' (org. 'Voyage au centre de la Terre', 1864), 'Rejsen til Månen' (org. 'De la Terre á la Lune', 1865), 'En verdensomsejling under havet' (org. 'Vingt mille lieues sous les mers', 1869), 'Jorden rundt i 80 dage' (org. 'Le tour du monde en quatre-vingts jours', 1872). Det er ligeledes disse værker, der har givet Verne ryet som en af science fictions-genrens ”opfindere” – en titel han deler med bl.a. Mary Shelley (1797-1851) og H.G. Wells (1866-1946).
Vernes lykkelige år sluttede dog i 1886-87, hvor et angreb fra hans mentalt forstyrrede nevø samt hans moders og Hertzels død førte til en depression. Efter dette levede Verne udelukkende for sit arbejde. Imidlertid var hans syn og hans fysik svækket af sukkersyge. I 1905 døde Verne i sit hjem, og nåede således aldrig at opleve, hvordan flere af hans bøger delvis blev til virkelighed.
Jules Verne og fremtiden
Da Verne blev født, indsneg der sig en fejl i hans fødselsattest. I stedet for at angive hans fødselsår til 1828, blev det ført hundrede år frem - til 1928. I lyset af hans litterære bedrifter kommer denne fejl til at fremstå som en forudsigelse. Det virker ofte som om Verne virkelig havde været et smut i fremtiden.
I anledning af forfatterens 183 års fødselsdag publicerede tidsskriftet National Geografic en oversigt over, hvilke af Vernes ”opfindelser” der var blevet til virkelighed. Tidsskriftet sammenlignede bl.a. den batteridrevne ubåd Alvin (ca. 1964) med den elektriske ubåd Nautilus, der kendes fra Vernes 'Vingt mille lieues sous les mers'. Ligeledes nævner de artiklen "In the Year 2889" (oprindeligt "La journée d'un journaliste américain en 2889"), hvor Verne beskriver, hvordan nyheder ikke længere bliver skrevet i aviser, men derimod talt, altså en form for tv- eller radioavis.
Verne var imidlertid ikke et orakel og mange af hans forudsigelser blev aldrig (eller er i hvert tilfælde endnu ikke blevet) til virkelighed. Alligevel får man, når man læser hans værker, en fornemmelse af en mand der ikke blot fantaserede. Minutiøse gennemgange af udregninger og videnskabelige fakta får Verne til at fremstå som en, der studerede sin egen tids teknologiske landvindinger for derefter at fremkomme med et kvalificeret gæt på, hvad disse landvindinger kunne føre til.
At Vernes værker, på nær få undtagelser, alle ender lykkeligt bevirker endvidere, at man får et billede af en fremskridtsvenlig mand med stor tiltro til teknologien. Imidlertid er det ikke så enkelt. I flere af Vernes sene værker er hans lyse fremtidssyn forvandlet til dystopi. Denne ændring i tonen forklares ofte med Vernes sorg over hans mors og Hertzels død. Imidlertid er der meget der tyder på, at den mørkere tone altid har været til stede i Vernes fremtidssyn. Således skrev han i 1863 romanen 'Paris i det 20. århundrede' (org. 'Paris au XXème siècle'), der handler om en ung mand, som på trods af alverdens teknologiske bekvemmeligheder alligevel aldrig finder lykken. Romanens pessimisme bevirkede, at Hertzel foreslog Verne at gemme manuskriptet omkring tyve år. Der gik imidlertid langt mere end 20 år før værket udkom. I 1989 fandt Vernes oldebarn manuskriptet, og i 1994 udkom romanen endelig. Imidlertid var allerede Vernes romandebut præget af fremtidspessimismen. Da manuskriptet til 'Fem uger i luftballon' kom Hertzel i hænde, krævede han nemlig, at romanens tragiske slutning blev ændret til en lykkelig.
Det er således problematisk udelukkende at se Verne som den fremskridtsvenlige optimist. Verne havde en glødende passion for teknologiske opfindelser, men havde ligeledes altid blik for denne udviklings skyggesider.
Jules Vernes ry
Verne betragtes ofte som børne- eller ungdomsforfatter. Dette omdømme skyldes ikke så meget Vernes værker, som omgivelsernes behandling af dem. Allerede i Vernes samtid mente mange, at de spændende historier kunne appellere til et yngre publikum. Det eneste problem var de lange og omstændige naturvidenskabelige redegørelser. Eftersom respekten for forfatteres rettigheder og integritet var anderledes i 1800-tallet end den er i dag, lod dette sig imidlertid let løse. De fleste tidlige oversættelser er således markant kortere end de oprindelige franske tekster, idet lange passager ganske enkelt er skåret ud. I enkelte oversættelser blev det gjort nogenlunde elegant, men i langt de fleste tilfælde kom det til at gå ud over sammenhængen i plottet.
I flere lande, herunder i både England og Danmark, skulle man langt op i 1900-tallet før teksttro oversættelser så dagens lys – og dermed også før Vernes status som seriøs og talentfuld voksenforfatter blev anerkendt.
Det var imidlertid ikke kun ringe oversættelser, der sværtede Vernes ry til. I takt med at især de engelske Verne-oversættelser blev forbedrede, blev han udsat for en massiv kritik. Denne kritik gik især på den manglende rolle kvinder spiller i hans romaner og på hans til tider meget stereotype beskrivelser af forskellige befolkningsgrupper – det være sig englændere, indere eller afrikanere.
En sådan kritik er ikke ubegrundet, men ikke desto mindre meningsløs. Vernes beskrivelser afspejler ikke så meget hans egen rolle, som de afspejler det århundrede han er repræsentant for.
Hvor skal man begynde
Hvis man søger ”den typiske” Jules Verne vil det være oplagt at begynde med en af hans kendte ”science fiction”-romaner, nemlig: 'Rejse til Jordens indre', 'Rejsen til Månen' eller 'En verdensomsejling under havet'. Med mindre man læser på originalsproget, er det dog vigtigt at være opmærksom på, hvilken oversættelse man får fat i, idet langt de fleste ældre danske oversættelser er ufuldstændige. Oversættelsen skal således gerne være fra 1970 eller senere.
Det er imidlertid ikke kun Vernes ”science fiction”-romaner der er værd at læse. Selvom stort set alle Vernes bøger har spor af hans interesse for den teknologiske fremtid, skrev han også inden for andre genrer. Eksempelvis 'Den hemmelighedsfulde Ø' (org. 'L'ille mysterieuse', 1874), der udover at være en hyldest til ingeniørkunsten også er en ganske gedigen robinsonade. Eller 'Zarens kurér' (org. 'Michel Strogoff', 1876), der følger en kurérs forbilledlige liv og af forfatteren Sartre beskrives som en af hans barndoms vigtigste bøger. I en del af Vernes romaner er det geografien og den opdagelsesrejsende der hyldes. Af disse kan nævnes: 'Kaptajn Hatteras eventyr på Nordpolsekspeditionen' (org. 'Voyages et aventures du Capitaine Hatterass', 1866) og 'Paa opmaaling i Sydafrika' (org. 'Advenures de trois Russes et de trois Anglais dans l’Afrique australe', 1872). Verne har således flere sider, og der er næsten noget for enhver smag, så bare gå i gang.
Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
