Bog

Færten af død

Af (
2013
)

Anmeldelse

Færten af død af Andrew Taylor

09 okt.13

Velfortalt historisk krimi som emmer af autenticitet.

Fra 1775 til 1783 udkæmper Storbritannien og de tretten stater, som i 1776 erklærede sig for Amerikas Forenede Stater, den amerikanske uafhængighedskrig. Baggrunden for krigen var blandt andet, at kolonierne skulle betale skat til Kronen uden at være repræsenteret i det britiske parlament. Krigen var ikke kun en krig mod Storbritannien men også mod de amerikanske loyalister og dermed en krig mellem familier og naboer.

Edward Savill er kontorist ved Det Amerikanske Departement i London, da han i 1778 bliver forflyttet til New York for at forestå undersøgelsen af erstatningskravene fra loyalister, der er kommet i klemme i den amerikanske uafhængighedskrig. Savill ser det som en avancementsmulighed, selvom han må efterlade hustru og barn i England.

Allerede den første dag bliver han involveret i fundet af en myrdet mand, der senere viser sig at være en gentleman ved navn Roger Pickett. Umiddelbart ser det ud til at være et rovmord, men flere omstændigheder ved sagen gør, at Savills interesse bliver vakt. Ikke mindst fordi det viser sig, at Mr. Pickett umiddelbart inden mordet havde været på visit i familien Wintours hus, hvor Savill selv logerer.

’Færten af død’ er første bind med Edward Savil i hovedrollen, og jeg glæder mig allerede til at læse mere. Andrew Taylor formår som få at dreje en historie, som på overfladen virker tilforladelig, men som gemmer på hemmeligheder og intriger, der gør slutningen til én stor overraskelse.

Plottet tager udgangspunkt i mordet på Mr. Pickett, men fortællingen væver også tråde ud til familien Wintours historie og til krigen, som gjorde naboer og familie til fjender og efterlod store ar. Dermed bliver romanen til så meget mere end en krimi, og ’Færten af død’ viser endnu en gang Andrew Taylors store talent for at fortælle, så det emmer af autenticitet. Historien vækkes til live, rå og upoleret, og som læser bliver man fuldstændig suget ind i Taylors velskrevne univers.

En fremragende historisk krimi som kun kan anbefales.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Hans-Jørgen Birkmose
Faustnummer
50655733
ISBN
9788771292312
Antal sider
407

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer