Bog

Seance med skæbnen

Af (
2006
)

Anmeldelse

Seance med skæbnen af Andrew Taylor

13 mar.06

Hvor blev manden med de knaldgule glacéhandsker af, og hvorfor blev lægen myrdet så usædvanligt bestialsk?

Jill Francis og Richard Thornhill danner igen makkerpar i denne krimi fra den engelske landsby Lydmouth. Endnu en herlig Taylor krimi i serien om landsbyen Lydmouth i den engelske provins på grænsen til Wales - et par timers togrejse fra London.

I dette syvende bind i rækken vender Jill Francis, der er en redelig og samvittighedsfuld journalist, tilbage til Lydmouth efter tre års fravær. Hun skal vikariere for redaktøren og senere overtage ledelsen af byens ene avis The Gazette i stærk konkurrence med The Post, der ledes af den uendeligt usympatiske Ivor Fuggle. Jill ved nok, at en by på Lydmouths størrelse kun kan have én avis, og kæmper intenst for The Gazette - også for at kunne tilbyde byens borgere et mindre sensationspræget og mere sobert produkt.

Der begås mord, og en person forsvinder. Er der mon en sammenhæng? Richard Thornhill er igen sammen med sine kolleger politimyndigheden, der med hjælp fra blandt andre Jill optrevler sagen.

Lydmouth-krimierne foregår i det første årti efter anden verdenskrigs afslutning. De er minutiøse og farverige beskrivelser af den tids engelske landsby. Det er stadig nødvendigt at spare på varme og lys. Der er mørkt mellem gadelygternes lyspletter, og parkerne er dystre og fyldt med underlige skygger og uhyggelige lyde. Fjernsyn er noget nyt og ikke lige ønsket af alle.

Jill kommer til Lydmouth i slutningen af november,og mordet opklares noget ind i december. Forfatteren giver en intens og tæt beskrivelse af den tidlige vinter med klam og uigennemtrængelig tåge, rå kulde både ude og inde og megen tristhed.

Vi får også endnu en bid af den snart lange historie om Jill og Richard og deres måske umulige forhold. Det er faktisk ligeså spændende at følge de to sympatiske hovedpersoners forhold som at følge krimiintrigen. I dette bind er Richards kone begyndt at tale om, at deres ægteskab knager, men den lille pige, som de har fået siden sidste bind, fastholder ham måske i ægteskabet. - Et fint og indfølt psykologisk portræt af tre menneskeskæbner i efterkrigstiden.

Romanen er en dejlig og opslugende læseoplevelse med flotte miljøbeskrivelser og præcist tegnede personportrætter, som det er en fornøjelse at følge fra bind til bind.

Oversat af Ib Poulsen. Klim, 2006. 375 sider. Kr 349,-

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Ib Poulsen
Faustnummer
26073626
ISBN
9788779554313
Antal sider
375

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer