Anmeldelse
Den amerikanske dreng af Andrew Taylor
- Log ind for at skrive kommentarer
Atmosfærefyldt historisk kriminalroman, der udspiller sig i 1819. Man kan næsten lugte stanken fra Londons fattigkvarterer, føle den isnende kulde på det landlige engelske gods og fornemme det undertrykte seksuelle begær.
Den unge lærer Thomas Shield bliver i året 1819 ansat på en velanset drengekostskole lidt uden for London. Her stifter han bekendtskab med den 10-årige, amerikanske dreng Edgar Allan Poe (og ja - det er gyserforfatteren, der er tale om) og hans jævnaldrende kammerat Charles Frant, søn af en velhavende bankdirektør.
Banken, Frant er direktør for, går konkurs, og senere finder man ham brutalt myrdet - banket til ukendelighed. Thomas Shield får den utaknemlige opgave at identificere liget og bliver således uafvidende inddraget i en skummel, indviklet og højst besynderlig intrige.
For at komplicere det hele yderligere har Thomas Shield forelsket sig i den smukke enke Sophia Frant, som efter sin mands død er helt uden økonomiske midler og derfor totalt afhængig af sine mere velhavende slægtninge.
Taylor er herhjemme mest kendt for sine to fremragende krimi-serier: Lydmouth-serien og Roth-trilogien, men denne roman, skrevet i gotisk stil, der udover et sindrigt plot også rummer en romantisk og sanselig kærlighedshistorie, bør skaffe ham nye læsere.
Romanen er en vellykket blanding af facts og fiction. Forfatteren har sikkert meget bevidst valgt at lægge synsvinklen hos den følsomme unge Thomas Shield, der er i besiddelse af en skarp iagttagelsesevne. Som skolelærer befinder han sig i en position, hvor han hverken hører til tyendet eller til overklassen, men bevæger sig lige hjemmevant begge steder. Måske derfor har han held til at opsnappe oplysninger fra begge lejre, som andre ikke har mulighed for.
En velskrevet og gennemført pastiche på datidens romaner med et nutidigt plot, der naturligvis leder tanken hen på forfattere som Dickens, Jane Austen og Poe, men også på en nulevende forfatter som Sarah Waters. Helt igennem intelligent og fængslende kvalitetsunderholdning!
Oversat af Ib Poulsen. Klim, 2004. 462 sider. Kr. 385,-
Brugernes anmeldelser