Hvor rosen mister sin pragt

I denne Lydmouth-krimi fører Taylor os endnu en gang til efterkrigstidens England.

Kriminalassistent Richard Thornhill og journalisten Jill Francis er stadig tilflyttere/outsidere i den lille by. Deres voksende kærlighed og nu fysiske udenomsægteskabelige affære påvirker deres opklaring af mordet på servitricen Matti. For også Matti har set stort på tidens seksualmoral og, viser det sig, gjort det sammen med flere af byens ledende mænd. Thornhill må kæmpe mod det indspiste "oldboys network", hvor alle dækker for alle, og selv hans aldrende chef har kendt Matti lidt for godt.
.
Andrew Taylor skriver krimier i den bedste britiske tradition. Han kan vise de menneskelige svagheder og styrker med rammende beskrivelser. Samtidig er bogen et kig på England i 50'erne, med rationeringsmærker og te til ballerne. Her lever moralen godt og dobbeltmoralen dobbelt så godt. Det er sæde- og personskildring af den allerbedste slags. Men som alle krimilæsere ved, er maleriske beskrivelser og stærke personer intet uden et ordentligt plot. Og også her leverer Taylor varen. Som enhver god krimiforfatter gør han opklaringen overraskende, men alligevel fuldt acceptable og forståelig.

"Hvor rosen mister sin pragt" er den femte i Taylors Lydmount serie. Den kan læses selvstændig, men opleves nok stærkest hvis man har læst de først fire, og derved kan nyde udviklingen i hovedpersonerne og Taylors evne til at lade dem vokse og lære gennem bøgerne.

Efter min mening fortjener Andrew Taylor at blive nævnt som en af de bedste nyere repræsentanter for den britiske krimi. Jeg glæder mig allerede til nummer seks. Og kan man lide Lydmouth-serien, skal man ikke snyde sig selv for Taylors geniale Roth- trilogi.

Overat af Ib Poulsen. Klim, 2002. 334 sider. 295 kr.