August Strindberg blev født d. 22. januar 1849 i Stockholm. Han tog studentereksamen i 1867 og blev siden lærer. En kort periode forsøgte han sig som skuespiller ved det kongelige teater, men uden større succes. I 1870 begyndte han at studere filosofi ved universitetet i Uppsala, men han afbrød studierne to år senere og flyttede til Stockholm for at koncentrere sig om sin forfatterkarriere. Her begyndte han at arbejde som journalist og kunstkritiker ved siden af sin litterære produktion. Strindberg blev gift tre gange, men ingen af ægteskaberne var lykkelige. I flere omgange levede han i frivilligt "eksil" i Frankrig, Tyskland og Danmark, når den svenske presse var på nakken af ham, på grund af hans omdebatterede artikler og ikke mindst hans kontroversielle skuespil. Fra 1896 til sin død i 1912 boede han i Sverige.
Traditionelt deler man hans forfatterskab op i to perioder. I den første periode skriver han naturalistisk. 'Værkerne Giftas' (1884), (på dansk 'Ægteskab'), 'Faderen' (1887), (på dansk Faderen) og 'Fröken Julie' (1888), (på dansk Frøken Julie) hører til denne periode. I den anden periode er han inspireret af nye strømninger i Europa blandt andet symbolismen og ekspressionismen.' Ett drömspel' (1902), (på dansk 'Et drømmespil') og 'Spöksonaten' (1907), (på dansk 'Spøgelsessonaten') tilhører denne periode.
Den frække frøken i grevens køkken
Hans mest kendte stykke er 'Frøken Julie', som er skrevet under et ophold i Danmark. Da stykket kom ud, var det så vovet, at han ikke kunne få det opført i Sverige af svenske skuespillere, men måtte låne nogle lokaler i København for at få premiere på stykket. Den kvindelige hovedrolle fik han sin kone til at spille, stykkets to andre personer blev spillet af danskere.
Stykket udspiller sig i grevens køkken en midsommeraften og nat. Stykket begynder med, at tjeneren Jean og kokkepigen Kristin taler om grevens datter, frøken Julie. Kristin er tydeligt forarget over Julies frigjorte forhold til mænd. Kort efter kommer hun ind i køkkenet og begynder at lægge an på Jean, selvom hun ved, at han egentlig er Kristins uofficielle forlovede. Kristin falder i søvn og bemærker ikke tilnærmelserne. Da hun er gået i seng, begynder Julie og Jean at drikke sammen, og de ender med at dyrke sex på Jeans værelse. Herefter vil de flygte på grund af skammen, men ingen af dem har modet til det. Greven kommer hjem næste morgen. Da Kristin vil have Jean med i kirke for at få syndsforladelse, finder hun ud af, at han har været hende utro. Julie er handlingslammet over sin fars pludselige ankomst og beder Jean om at befale hende til at begå selvmord for at undgå en skandale. Jean gør det modvilligt, og stykket ender med, at Julie som i hypnose går ud og skærer halsen over på sig selv.
Dømt til døden
Et af de centrale temaer i stykket er kampen om magten mellem Julie og Jean. Det er både en kamp mellem mand/kvinde og mellem herre/slave. I starten af stykket har Julie den absolutte magt over Jean som hans herre, men mod slutningen er rollerne byttet om. I samme forbindelse kunne man se på den magt, som greven har over Julie og Jean. Selvom greven er fraværende under hele stykket, har han en fantastisk magt over de tre medvirkende og er indirekte tilstede på scenen i form af sine sorte støvler.
Et andet stort tema, som diskuteres, er det aristokratiske æreskodeks, som blandt andet tvinger Julie til selvmord. Strindberg udstiller her aristokratiets svagheder og hykleri. Endelig har Strindberg en pointe med en sidehistorie, der fortæller om Julies opvækst, hvor de traditionelle kønsroller var byttet om. Julies mor fik magten på gården, og hun fik mænd til at lave kvindearbejde og omvendt. Resultatet var, at gården gik fallit. Vi ser også i stykket, hvorledes Julie selv er dømt til undergang på grund af sin opvækst. Hendes frigjorte optræden fører ikke andet end død og ulykke med sig, og Strindbergs pointe understreges ved, at han lader hende dø til sidst.
Hore-bøger og handskemoral
Ovenfor har jeg skitseret nogle af de centrale temaer i 'Frøken Julie'. Disse temaer er meget karakteristiske for den periode, som Strindberg tilhører, nemlig Det moderne Gennembrud, som slår igennem i 1870erne i København, men som hurtigt breder sig til hele Skandinavien.
Et af de helt store debatemner i samtiden var kvindens rolle i samfundet. Burde hun have de samme privilegier og rettigheder som mændene – karrieremæssigt og seksuelt?
En part argumenterede for kvindefrigørelse i form af seksuel frisindethed. Det vil sige, at kvinden skulle have samme mulighed for sex før ægteskabet som manden. En fortaler for dette synspunkt var August Strindberg. I flere romaner og dramaer advarer han mod seksuel mådeholdenhed blandt mænd, f.eks. i den skandaløse novellesamling, 'Giftas'. Om denne skriver han således i et brev til en ven den 22. juli 1884:
A propos horboken är färdig! (…) Ren socialism med det radikalaste quinnoprogram man sett! Men jag skäller på Ibsen för hans satans idealism i ett Dockhem. Björnsons Handske ligaså. Fånig kurtis, gammaldags galanteri. Ska inte pojkar nu heller få knulla, när man vill skaffa flickorna frihet till det! Hvilka skola då få knulla flickorna? Läs min bok! Den är det värsta, men det vackraste, quic- kaste, svinaktigaste jag skrifvit.
(Strindberg citeret efter Bredsdorff (1973) s. 82)
I citatet henviser han til de norske forfattere Henrik Ibsen og Björnstjerne Björnsson og kritiserer dem for deres blødsødne feminisme. Ibsen taler for maksimal lighed mellem kønnene og Björnsson gør sig til talsmand for seksuel afholdenhed blandt begge køn i sit berømte skuespil En Handske fra 1883. Dette standpunkt kendes også under betegnelsen ’handske-moral’.
Selvom Strindberg altså gerne vil have lighed på det seksuelle område, er han ikke enig i, at kvinder bør have samme magt og indflydelse som mænd på det sociale område. Han mener ganske enkelt, at de ikke egner sig til det. Fröken Julie er en advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis kvinderne opnår denne frigørelse.
Af stud.mag. Lene Dybdahl Johansen, Aarhus Universitet
