En dåres forsvarstale

Strindbergs selvbiografiske roman om ægteskabet med Siri von Essen er kostelig læsning. ”En forfærdelig bog” sagde han selv. En suveræn bog, mener denne anmelder.

I forordet til sin roman ’En dåres forsvarstale’ skriver Strindberg som det allerførste: ”Dette er en forfærdelig bog, jeg indrømmer det uden forbehold og med sviende anger.”

Har han ret monstro? Er bogen forfærdelig? Tja, tematisk set er den. Den handler nemlig om Strindbergs ægteskab med Siri von Essen, hvilket var en affære, som sjældent gik stille for sig. Hvis der blot er et gran af sandhed i romanen, hvilket jeg ikke har grund til at tro, at der ikke er, var selve denne ægteskabelige forbindelse ret forfærdelig i sig selv. Men som litteratur betragtet er værket alt andet end forfærdeligt – det er nemlig både underholdende, spændende, interessant og velskrevet. Så jeg beklager, at Strindberg og fruen skulle så meget elendigt igennem sammen, men tilblivelsen af ’En dåres forsvarstale’ skal ikke beklages – tværtimod.

Strindberg og Siri von Essen var gift i årene 1877-1891. Inden da var Siri gift til anden side, hvor hun nød titlen som friherreinde, og det er som en sådan, Strindberg forelsker sig i hende. Da følelserne viser sig at være gengældte, bliver friherreinden skilt fra sin mand, senere gift med Strindberg med hvem hun får tre børn, og altså endelig kastet ud i et mildest talt skandaleombrust forhold.

I romanen har Strindberg omdøbt både sig selv og sin hustru, men ellers ikke forsøgt at lægge skjul på, at det er hans eget ægteskab, der skildres. Men hvad har da affødt denne eftersigende forfærdelige bog? ”Et berettiget behov for at vaske mit lig, inden det skal stoppes ned i kisten.” skriver manden i førnævnte forord. Altså et ønske om at fortælle historien, der skam også fik offentlig bevågenhed i sin tid, som han mente, den fandt sted. For der er vel ikke tale om en regulær hævnaktion? Jo, måske. Men det bliver værket som værk betragtet absolut ikke ringere af.

Der er mange og store følelser på spil hele bogen igennem. Strindberg (i romanen kaldet Axel) er i den grad i sine følelsers vold, svingende fra kolerisk og varmblodig det ene øjeblik til sangvinsk og høj-i-hatten det næste. Han tilbeder friherreinden den ene dag og foragter hende den næste. Og hun på sin side skildres derfor som dels en helgeninde og dels en kokotte. Madonna/luder-begrebet er aldrig kommet mere til sin ret end her!

Ægteskabet kører fuldkommen af sporet. Axel, som ikke sætter sit eget intellekt under en skæppe, er ved at gå til over sin kones skalten og valten med sig selv, hendes formodede utroskab med både mænd og kvinder, hendes utålelige køter af en hund og hendes drikfældighed. Her er det så, man ikke bør glemme, at dette er Strindbergs udlægning af et forhold på kollisionskurs. Men uanset: Jeg kan ikke stå for den lige dele forfinede og smudsige måde, han gør det på.

Jeg er vild med Strindberg – men jeg ville nødigt være hans kone.