Anmeldelse
Siden den aften
- Log ind for at skrive kommentarer
Sara Linton bliver personligt involveret, da hun får et voldtægtsoffer ind på skadestuen i Atlanta i endnu en stærk krimi i Slaughters serie.
Lægen Sara Linton kæmper for at redde en ung kvinde, der har været udsat for at voldsomt overgreb, desværre uden held. Da Will Trent som leder af efterforskningen begynder at grave i sagen, viser det sig, at der er alt for mange lighedspunkter med det overfald, Sara var ude for 15 år tidligere. Men kan der virkelig være en sammenhæng eller er det bare tilfældigt? Det bliver et både farligt og besværligt opklaringsarbejde, og Will, Sara og Faith rystes gang på gang af brutaliteten og ligegyldigheden med andre mennesker liv og død.
’Siden den aften’ er en utrolig spændende fortælling om vold og magt. En page-turner der ikke er til at lægge fra sig, når først handlingen tager fart. Det er rart endeligt at få kendskab til, hvad der skete for Sara i hendes ungdom, da det indtil nu, kun er noget, der er blevet hentydet til uden yderligere forklaring. Sandheden er grusom og jeg forstår meget bedre Sara som menneske efter at have fået den fulde historie.
Jeg er meget begejstret for Karin Slaughters bøger, ikke mindst serien om Sara Linton og Will Trent. Og for mig hører også Atlanta-serien, som handler om Will, før han kom til at arbejde sammen med Sara, og Grant County-serien, som handler om Sara og hendes afdøde mand Jeffrey -også fra tiden før hun mødte Will - med som en del af Sara Linton og Will Trent bøgerne.
Serien hører til i den voldsomme og blodige ende af krimigenren og er ikke for sarte læsere. Men kan man tåle mosten, kan jeg varmt anbefale hele forfatterskabet. Jeg vil anbefale at læse Grant County-serien og Atlanta serien først, og her kan man efter min mening frit vælge hvilken, og derefter serien om Sara Linton og Will Trent. Man følger personernes privatliv tæt og Sara og Will mødes først i sidstnævnte serie, hvor de to andre serier handler om deres tid, før de mødes. Jeg kan godt lide, at man kommer til at kende personerne i krimiserier og er derfor glad for det private islæt, men hos Karin Slaughter tager det aldrig overhånd, fokus forbliver på sagerne og opklaringsarbejdet.
Brugernes anmeldelser