Bog

Bortført

Af (
2008
)

Anmeldelse

Bortført af Karin Slaughter

24 nov.08

Solid amerikansk krimi af den "gammelslags" slags med fokus på politi og politiefterforskning.

I et mondænt kvarter i Atlanta kommer Abigail Campano hjem og finder det skændede og blodige lig af sin datter, Emma. Gerningsmanden er stadig bøjet over sit offer med mordvåbenet i hånden, og da han får øje på Abigail, går han til angreb. I det efterfølgende slagsmål får Abigail imidlertid held til at få sparket kniven væk, og grebet af overnaturlige kræfter lykkes det faktisk for hende at strangulere overfaldsmanden.
Specialagent Will Trent sættes på sagen, og han opdager snart, at der er noget, som overhovedet ikke stemmer. Det viser sig nu meget hurtigt at det skændede lig ikke er Emma, men derimod hendes veninde Kayla, og at det oven i købet ikke er gerningsmanden, Abigail har dræbt, men derimod endnu et offer for en nu ukendt gerningsmand. Emma er i stedet blevet kidnappet, og den ukendte kidnapper forlanger 1 million kr. for at sætte hende fri. Langsomt men sikkert begynder Will og hans makker Faith Mitchill fra Atlanta politi at få gerningsmanden indkredset, men vil de nå det, inden også Emma må lade livet?

Karin Slaughter er et af de helt hotte kriminavne i USA, og der er ingen tvivl om, at hun er ganske ferm til at skrue et godt plot sammen. Hendes personskildringer fejler bestemt heller ikke noget, og især beskrivelserne af Will Trent, Faith Mitchell og Abigail Campano er ganske overbevisende og holdbare. Det omstændelige politiarbejde, alle de retsmedicinske undersøgelser, og sågar også hele hurlumhejet omkring bevisførelse og alle de juridiske aspekter skildres minutiøst.
Alt i alt er der således ikke den mindste tvivl om, at vi her har et absolut hæderligt og på sin vis også elegant stykke skrivearbejde, men i mine øjne bliver det hele lidt for omhyggeligt og lidt for omstændeligt, og det går i allerhøjeste grad ud over den umiddelbare spænding.
Romanen kommer på denne måde til at fremstå lidt for kedelig og lidt for meget i tomgang, men er man til bøger som er skruet sammen ligesom de populære tv-serier som f.eks. C.S.I., så får man varen leveret.

Oversat fra engelsk af Henrik Enemark Sørensen efter 'Fractured*. Hr. Ferdinand, 2008. 428 sider.

 

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Henrik Enemark Sørensen
Faustnummer
27463126
ISBN
9788791746437
Antal sider
428

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer