Bog

I skjul

Af (
2013
)

Anmeldelse

I skjul af Karin Slaughter

19 nov.13

Venner, elskere og fjender kæmper for retfærdighed i denne krimi, hvor tungen skal holdes lige i munden, og hvor hele mysteriet og alle ledetrådene samles i en smuk sløjfe til sidst.

Vi er nået til femte bind i serien om Sara Linton og Will Trent, hvor også en anden af Karin Slaughters gamle hovedpersoner slutter sig til holdet, nemlig Lena Adams. Sara Lintons vagt på hospitalet er slut, og hun har intet større ønske end at slappe af med at læse en bog, løbe en tur eller tilbringe en hyggelig stund med sin kæreste Will. Men hun får et opkald, som fortæller, at hendes afdødes mands søn, Jared, er blevet skudt og er på hospitalet, og at han måske ikke overlever.

Sara tager af sted for at støtte drengens mor uvidende om, at Will er lige i nærheden, mens han arbejder undercover på en sag, der tilsyneladende har forbindelse til nedskydningen af Saras stedsøn. Men hvorfor blev han skudt? Var Lena, Jareds kone, det sande mål? Som altid kan det være svært at genfortælle handlingen i en Karin Slaughter-bog. Personernes sideløbende historier fletter sig ind og ud af hinanden, og i denne bog springer vi også i tid for Lena Adams vedkommende. Hun har gennemført en stor razzia, men i huset fandt hun mere end forventet. Noget som hun ikke har i sinde at afsløre for uvedkommende.

Forfatteren er ikke bange for at beskrive de værste forbrydelser, og i nogle af bøgerne kommer man som læser helt tæt på ofrene og oplever alle deres rædsler. Ganske forfriskende sker det ikke i denne. I lang tid kredser handlingen omkring overfaldet på Lena og Jared, Wills undercover-liv og Saras følelser omkring at være så tæt på Lena, som hun bebrejder for sin eksmands død, mens personerne forsøger at finde ud af, hvad der egentlig skete.

En af Slaughters helt store forcer er hendes personer, som hun gennem mange bøger har bygget op. De er meget forskellige og ikke altid lige sympatiske, men man kommer altid helt ind under huden på dem. Det sker også i denne historie, som i kraft af Lena og Saras smertefulde fortid giver et ekstra nyk til den psykologiske spænding, ligesom Will og Saras forhold heller ikke altid er ligetil.

Er man til krimier, hvor personerne fylder meget, hvor tungen skal holdes lige i munden, mens man arbejder sig igennem de mange sider, og hvor hele mysteriet og alle ledetrådene samles i en smuk sløjfe til sidst, er Karin Slaughter en forfatter, der er værd at tage et kig på.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Henrik Enemark Sørensen
Faustnummer
50703940
ISBN
9788792845757
Antal sider
435

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer