Chinos tykke kinder

En charmerende billedbog om at huske at lade andre komme til og selv træde et skridt tilbage ind imellem.

‘Se mig! Se mig hele tiden!’ Chino bor sammen med tre andre hamstervenner i et fedt hamsterbur, og hun fører an, når det kommer til sjov og ballade. De andre synes, hun er supersjov, og så har hun de største kinder og kan de sejeste kunster. What’s not to like?

Det er fint nok, at Chino er sjov og får gode idéer, men indimellem skal hun måske huske at stoppe op og se, om andre også virkelig synes, det fx er sjovt at blive sprøjtet til med det vand, hun kan sprøjte rigtig langt?

Vennerne når heller ikke at blive færdige med at gumle toiletruller, inden de skal jages videre for at beundre Chino, som selvfølgelig kan gynge højere end nogen anden! Da Chino tømmer madskålen og fylder sine enorme kinder med frø, inden de andre når at få nogen, er det slet ikke sjovt længere. De fyldte kinder kommer i vejen for Chinos leg, og vennernes maver rumler af sult.

Svenske Maria Nilsson Thore har både skrevet og illustreret historien om Chino, og det er især illustrationerne, der løfter fortællingen til mere end blot en opbyggelig historie om at tænke på andre og i det hele taget opføre sig ordentligt overfor sine venner.

De pastelfarvede helsides tegninger er udtryksfulde og charmerende, og de kommer rigtig til sin ret, hvis man giver sig tid til at dvæle ved dem sammen med et enkelt barn eller to. Hvis man kigger godt efter, kan man måske se, at selvom Chino hører og synes, det ser ud til at vennerne beundrer hendes evner og sjove idéer, så viser deres ansigtsudtryk noget andet; der er både akavede smil, bekymrede øjne og nogen, der ikke har lyst til at blive sprøjtet til med vand. Ikke alle har lige nemt ved at sige fra, så hvordan lægger man mærke til, om andre har det ligeså sjovt, som man selv har?

‘Chinos tykke kinder’ er en dejlig og charmerende billedbog for børn fra fire år. Den er perfekt til en god snak om at lytte til andre og deres behov; en fin historie både for dem, der gerne vil være i centrum og dem, der ofte står lidt på sidelinjen og ikke bliver hørt.