Alt det jeg ikke husker

Nyskabende og intelligent svensk samtidsroman om identitet og kærlighed, der giver et flerstemmigt billede af nutidens Sverige i et multikulturelt Stockholm.

Bogen er skrevet som et stykke musik, hvor man let genkender de enkelte stemmer efterhånden som de kommer til orde. Den er meget velkomponeret og velskrevet. Romanen er bygget op som en forfatters undersøgelse af, hvad der førte til den unge Samuels død. Gennem citerede erindringer fra Samuels mor, hans demente mormor, vennen Vandad, den første kæreste Panteren og den store kærlighed Laide tegnes et alsidig portræt af Samuel. Pointen er, at alle personerne husker og mindes Samuel på deres egen måde.

Samuel var selv optaget af hukommelse, måske fordi han var påvirket af mormorens demens, og siger for eksempel på en date med Laide: ”Ved du hvad man skal gøre for at sikre sig en plads i nogens hukommelse? Man skal sørge for at blive associeret med en daglig rutine. ” - hvorefter han langsomt hælder et helt glas vand ned over sig.

Samuel har en svensk mor og en nordafrikansk far. Han har en fin uddannelse i statskundskab og får efter en længere arbejdsløshedsperiode arbejde på Migrationsverket. Bortset fra dette er det modsætningsfyldte oplysninger der kommer frem om hans karakter. Også de andre personer og deres handlinger kommenteres gensidigt, så persontegningerne bliver nuancerede og personerne fremstår yderst menneskelige.

Samuel har, som de fleste personer i bogen, en minoritetsbaggrund. Personerne tilhører forskellige sociale lag og har forskellige politiske holdninger. Romanen fortæller om et samfund med racisme og ulighed, hvor penge har indflydelse overalt – også i de menneskelige relationer.

Romanen er fortalt kalejdoskopisk med stemmer, der skifter mellem de mange personer uden at det direkte angives, hvem der taler. Forfatteren udtaler i et interview i Berlingske (7.4.2016) ”Jeg elsker, når det er usikkert, hvem der taler, for så kan man kun forholde sig til det, der rent faktisk bliver sagt”. Jeg synes, personerne træder frem de allerfleste gange gennem deres sprog. Det er ganske imponerende og forstyrrer ikke læsningen. Tonen skifter mellem det varme, rørende og humoristiske til det kolde og beregnende. Det er heller ikke altid tydeligt, hvem der er hel- eller halvsvensker, og det er jo også ligegyldigt, for de er alle en del af fællesskabet.

Oprindeligt skrevet af Birgit Sloth, Litteratursiden.