Mor og far i litteraturen

Vi bliver ved med at være børn af vores forældre lige meget, hvilken alder vi har. Litteraturen skildrer de nære og svære relationer til mødre og fædre.

Det er lidt af et paradoks at være voksen og et barn samtidig, og dobbeltrollen er udtalt, selv om en forælder er fraværende eller ligefrem taget bort fra os. Generation efter generation trækker vi tråde fra vores forældre, og forholdet væver sig ind i vores fortællinger.
 

”Vi arver vores forældres længsler og drømme”

Sådan udtrykker Josefine Klougart sig om romanen ’Alt dette kunne du få’. Det er ikke længere slægtsgården, der går i arv, men et bud om at realisere det, den tidligere generation ikke har kunnet lykkes med at realisere .

Se videoen med Josefine Klougart, hvor hun taler om romanens generationsportræt, naturen, døden og det at vokse op med forældre, der er første generation efter ungdomsoprøret:

MOR som tema og FAR som tema 

Der er et voksende fokus i litteraturen på den samhørighed, vi oplever i de familiære relationer. Ikke mindst i det voksende antal autofiktive værker, skriver forfattere stærke personlige fortællinger frem. Litteraturen sætter ord på rollen som mor eller som far, skriver erindringen om en mor elle far frem, og den giver plads til de sværeste relationer, når fraværet, konflikten eller svigtet bliver for stort.

Moderskabet er de seneste år blevet behandlet med en ny vinkel på det at blive mor, hvor der bliver gjort op med en romantiseret forestilling. Men hvad med far? Vi har sat os for at undersøge, hvordan far som rolle og relation er fremstillet i aktuelle udgivelser.