Fædre træder frem i samtidslitteraturen som både kærlige og altdominerende. Der gøres op med de fraværende fædre, imens litteraturens nye fædre går på barsel.
Hvorfor undersøge farrollen i litteraturen netop nu? Moderskabet breder sig som tendens i mange titler i disse år, men er samme tendens gældende for den anden del af vores opvæksts søjler, faren?
Den autofiktive bølge har sat skub i et voksende antal udgivelser, der tager udgangspunkt i den personlige fortælling. Udgivelserne går tæt på forfatterens eget levede liv, og rummer i en del tilfælde behandlingen af den nære og svære forbundethed med en far. Autofiktionen har banet vejen for en barsk italesættelse af de helt nære forhold og de konflikter, der følger med.
Karl Ove Knausgård er en af de mest markante forfattere, der om nogen har brolagt en vej for, hvor tæt man kan skrive på sin egen familie. Nogen vil mene for tæt på. Ikke mindst forholdet til den manipulerende og voldelige far er i fokus, når Knausgård i 6-bindsværket og særligt i Min kamp3 gør op med den smertelige del af sin barndom med en tyrannisk far. Da Karl Ove selv bliver far, opdager han, at han må arbejde på at acceptere sider af sig selv, som minder om træk hos faren.
Erindringen vækker mest af alt savn
Flere romankarakterer forsøger at finde vej til en far, der har været både fysisk og mentalt fraværende i deres opvækst. En fars rolle fremstilles fra en søgende og vinkel, når barnet selv bliver voksent. Litteraturen giver os refleksion til de nære relationer, når den gransker på afstand af tid.
Josefine Klougart skaber i romanen Alt dette kunne du få et netværk af tråde, som væver hovedpersonen Barbaras voksne liv og barndom sammen. Som voksen bliver hun selv forælder og spejler sig i både farens og morens forskellige måder at være i familien på. Barbara iagttager fra barnets blik, at faren forsvinder i arbejde væk fra hjemmet og hun begriber som voksen: ”Ser du vores kærlighed, og ser du hvad du går glip af, når du ikke er her." ”Alt dette kunne du få.”
Den samme form for erindring skaber norske Linn Ullmann i sin biografiske roman De urolige, hvor de berømte forældre og ikke mindst faren Ingmar Bergman portrætteres. At se, at huske, at begribe er romanens første ord. Ullmann gør sig klart at erindringer om faren blander sig med den fremstilling, som faren selv fortalte. Linn Ullmann forsøger at stykke sin egen sandhed om sin far sammen, hvor både kærlighed og afsavn er til stede, mens hun forsvinder ind i sin fars hus.
Det konfliktfyldte faderopgør
Som i Knausgårds opgør med en far, tegner der sig en række udgivelser, hvor der stilles skarpt på fraværet af en far eller tilstedeværelsen af en far, der er altdominerende.
Den største afmagt eksisterer i de udgivelser, hvor hovedkarakteren må leve med en far, der definitivt har valgt rollen fra ved at tage sit eget liv. Glenn Bech har i sin autofiktive debutroman Farskibet skabt en fortælling om en far, der på alle måder har svigtet. Faren begår selvmord, da hovedkarakteren Glenn er fem år, og drengen lever med tabet og en sløret erindring om sin far. Glenn Bech eksperimenterer med beskrivelsen af en far, så både formen og sproget er gennemsyret af opbrud og sorg. Han tegner en barsk karakteristik af flere farfigurer, som er fælles om betegnelsen giftig maskulinitet.
I Kaspar Kaum Bonnéns autofiktive digtsamling Bag om min far udspiller sig et skarpt personligt opgør med forfatterens far. Sønnen går anklagende til værks, når han udfolder de svigt, der har præget deres forhold og han står ved, at han udleverer sin far, der stadig lever. Den prosaiske stil er enkel og på samme tid overvældende, når sønnen angiver sin far. Han ser sin fars rolle som lille og ”ofte bare tom”. ”Min far har et liv, der leves uden at være min far.”
Thomas Korsgaard har afsluttet sin Tue-trilogi. Særligt i Hvis der skulle komme et menneske forbi, finder vi en farfigur, der udspiller sig som en tvivlsom rollemodel. Det er et portræt af en far, der er både upålidelig og voldelig. Det problematiske forhold til faren former de mørke skygger, som skal komme til at følge Tue gennem hele opvæksten og gennem alle tre bøger. Den tragikomiske ramme indrammer den gennemgående knude, som er Tues forestilling om det øjeblik, han vil få beskeden: ”Din far er død.”
En rolle uden spejl
Når vi selv bliver forældre, bliver der sat lys på de rollemodeller, vi selv er opvokset med. Men hvad gør man som far, hvis man ikke har en rollemodel at spejle sig i?
Tonny Worm ser med romanen Postkort fra Californien med et dobbelt blik, der stiller spørgsmålet: Hvordan er man selv far, når man er vokset op med en fraværende én af slagsen? Da hans egen søn får konstateret kræft, oplever han afmagten som far i det rystende og tærende forløb med sin syge søn. Han er i gang med en bog om sin egen fraværende far, men det føles ligegyldigt, når man befinder sig på Rigshospitalets børnekræftafdeling. Alligevel blander forholdet til faren sig: ” Hver gang jeg åbner notesbogen for at skrive om min egen søn, trænger min fars historie sig på.”
Flere fraværende fædre
Steffen Kverneland skriver sig ind i bølgen i sin graphic novel En frivillig død. I den personlige beretning tegner og fortæller han med stor kærlighed og afsavn om sin far, der valgte at begå selvmord. Det grafiske design udgør en mørk autofiktion, som i billeder, tegninger og sprog både sætter ord på sorgen, mens den hylder en far. Søren Fauths langdigt Digt om døden – en bog om min far indeholder på samme måde en melankolsk behandling af sorgen og forholder sig til dødelighed på mange niveauer – også på forfatterens egen eksistentielle tanker om død. Christian Dorph udforsker i sin digtsamling Jeg slog min far ihjel et tema om manglende sorg efter farens selvmord. Han behandler det tabu, der er forbundet med det at være i en sorg- og følelsesløs tilstand efter farens død. Samlingen udstråler samtidig meget kærlighed til far, der ikke er mere.
Litteraturens nye fædre
Et nyt spor i farlitteraturen ser ud til at være på vej i fiktionen. Den nærværende far på barsel, der beskriver den ikke altid idylliske hverdag i småbørnsfamilien. Sporet kan ses som en parallel til den af-romantisering af det at blive forældre, som har været en tendens i moderskabslitteraturen i de seneste år. Der er mangel på søvn i Rolf Sparre Johannsons digtsamling Søvn. Der frustration i stemmen, når manglen på søvn skævvrider følelserne og danner en ny form for skrøbelighed hos en nybagt far. Også Rasmus Nikolajsens Barnevognshaiku tegner et billede af den omvæltning, det er at blive far. Her flytter naturen ind under huden i haiku-form, mens barnevognen ruller afsted.
Et andet fokus indtager Daniel Boysen med sin roman Gå til grunde, når han udfolder en ikke-fars position i et fertilitetsforløb. Hans lyriske udlægning af forløbet ser ikke-farens rolle, som en indplaceret tilskuer.
Endnu en anden farvinkel ses i Bjørn Rasmussens dagbogsnotater Jeg er gråhvid. Her går en desperat Bjørn, på antabus for at blive ædru til den rolle han skal indtage som en slags far, når hans ægtefælle Jacob skal være far til et barn, som en af deres bekendte skal føde.
Det må gerne gøre ondt
Autofiktionens fokus på det levede liv og en udlægning af nære familieforhold er en tendens, som tegner sig klart i farlitteraturen. De tager fat i det, der gør ondt i den nære relation. Der bliver samtidig taget hul på et nyt spor, der sætter lys på en far der, som Knausgård, lærer sig at blive den nærværende far, der har en mere nærværende position i forholdet til børnene.
Der kan nævnes mange flere forfattere, der har markeret fartemaet med en kærlig eller kritisk stemme: Harald Voetmann, Stine Askov, Per Petterson, Jens Blendstrup, Jan Kjærstad med flere. Listen med farlitteraturen er uendelig og temaet er eviggyldigt.
Kommentarer