Søvn

Sjældne fardigte. Ærlige og ret præcise beskriver de frustrationen og den afmagt, man udsættes for af et spædbarn. Formeksperimentet er vellykket, men samlingen er uden de helt store armbevægelser.

Der er to fortællespor i Søvn, ét i hjemmet og ét i samfundet. 

Det ene har titlen November 2013 - maj 2014. Omdrejningspunktet er her søvnen, som skævvrider det ordinære søvnmønster. Det interessante er jeg’ets politisk ukorrekte udbrud, citeret her: "hold nu kæft, vera siger jeg med trøstestemme". Udover, at der ikke findes så mange forældre-digte, er der mindst lige så sjældent digte om den vrede og afmagt, man som nybagt forælder må tøjle. Det er modigt begået. 

Andet spor består af to afsnit, begge med titlen oktober 2014. Hvor første afdeling holder sig inden døre, foregår anden og tredje afdeling på gaden, i byen, i samfundet. Jeg'et har oplevelser, hvor han føler sig antastet og forulempet uden rigtig at være i stand til at forsvare sig. Smeltet sammen med datteren og endnu et barn i barn på vej er jeg’et et overfølsomt individ i Storkøbenhavn, sårbar og udsat.

Højdepunkterne er det ukorrekte i første del og formens mimespil af jegets indre konflikt.

Stilsikker og formløs søvn

På den ene side gengiver bogen mange af de følelser og frustrationer, man rigtig nok møder, når man bliver forælder. Specielt den første del, Postmand Per-delen, er meget rammende og ærlig med indblikket i alle de pludselige sårbarheder og den aparte følelse, man får, når man engang imellem ikke er sammen med sit barn, og det føles som om, man står uden ansvar. De ting, man kan tænke og sige. Alle fædre vil kunne se sig selv i første del.

I de to efterfølgende afsnit ændrer formen sig markant, og det hakker og sprutter ujævnt. Teksten går i opløsning, fordi jeg’et tilsyneladende er i opløsning i en storby, der står i kontrast til livssituationen og det hjemlige. Se bare:    

"og at det ikke
at det sådan på en eller anden måde at det
at det er så besværligt at gå udenom
at
at det er nødvendigt at konfrontere mig med det"

Det er snarere en performativ fremvisning af, hvordan manden får en ny identitet, når han bliver (moderne) far. Det er en art impotens, når han ikke kan mande sig op svare igen, men den bygger ikke på usikkerhed, frygt eller mangel på noget. Snarere er der åbnet op for et nyt følelsesregister og ukendt skrøbelighed. Denne skrøbelighed tager han med ud i samfundet som en del af sig selv, og følelsen af forulempelse er nærmest uundgåelig. Han arbejder ikke på sin egen overlevelse, men for et andet liv, et liv, han selv har sat i verden.

Rolf Sparre Johanssons debut er stilsikker. Den er et vellykket formeksperiment og et nyt interessant emne i dansk digtning, men Søvn gør ikke store armfagter.  Jeg savner et los over skinnebenet, som man fx ser det i Johanssons digt i seneste nummer af Hvedekorn (#2, 2015) og ser derfor også frem til trodsalderen, farmand!

 Af Thomas Vang Glud, Litteratursiden.dk