Bog

Stjernernes Øje

Af (
2022
)

Anmeldelse

Stjernernes Øje

20 apr.22

Virkelig god og velskrevet fantasyserie med masser af format, bind to er mindst lige så spændende som det første. 

Endnu engang befinder vi os i en fremmed verden blandt parasitter, nymfer og vårlenere. Ærild har opdaget, at han ikke er vårlener men et menneske, og han har nu mistet mange af sine styrker, men har til gengæld fundet andre, som han får stærkt brug for i kampen for retfærdighed i andet bind af Camilla Wandahls hæsblæsende serie.

Ærild, der nu er menneske, har ikke længere vårlenernes styrke, han kan ikke orientere sig som før vha. ekkolokalisering, og han skal desuden lige lære at balancere på to ben uden sin stærke hale som støtte. Ærild er nu sammen med sin gode veninde vårleneren Zira og hendes øgle Vitar på vej mod jorden for at redde sin lillesøster Kiwa, der blev bortført af parasitter for mange år siden. Deres astrofly skydes ned af Den Øverstes soldater, og da de kommer ud af det ødelagte fly, jages de af de bidske. I sidste øjeblik reddes de af Oprørsgruppen, dog kun for at blive låst inde i en fangekælder.

Kort efter kan Ærild og Zira høre, hvorledes Oprørernes lejr er under angreb, og de flygter sammen. Deres samvittighed får dem alligevel til at blive og hjælpe Oprørerne i kampen mod basens soldater, der er ude efter Stjernernes Øje og lejrens børn. Soldaterne stikker af med Øjet og to af børnene, men de fik ikke den helt særlige dreng Kovo med som planlagt. Ærild er under angrebet blevet mærket af Forbindelsen, hvilket betyder, at han er den, som kan skaffe Øjet tilbage. Men det bliver en redningsaktion, der kræver store ofre.

Sproget er levende, og der sker noget hele tiden. Camilla Wandahl har skabt et særdeles troværdigt univers, der både indeholder tematikker som venskab, loyalitet og kærlighed, men som også beskæftiger sig med menneskets rolle i verden og den arrogance, hvormed vi behandler naturen. Det er vild science fiction og flot fantasy tilsat en dosis sund og meget spiselig klimalitteratur. Til alle læsere fra ca. 12 år, der elsker en rigtig god og barsk historie.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
62119098
ISBN
9788702323900
Antal sider
233

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer