I 1950 udgav Martin A. Hansen (1909-1955) én af de bedste romaner, der nogensinde er skrevet på dansk. Den hedder Løgneren, og det er en hjerteskærende nænsom, dyb og stærk beretning om almindelige mennesker, fiskere, bønder, småhandlende, og en skolelærer og deres kampe med naturen inden i og omkring dem. Mennesker i storm.
Skrøbelige liv, der trues med at blive oversvømmede af ensomhed, død, kærlighed, havet. Nogle bliver revet med. Nogle står imod. Langt de fleste gør begge dele på skift, sådan som sjælens fortvivlende omskiftelighed byder. Denne roman om at skride og stå fast finder sted på et muldvarpeskud i havet kaldet Sandø. Sandhedens Ø, hvor mennesker slås for kunne se sig selv i øjnene.
Eller for at undgå det. Også en ø af lusket kviksand, tilforladelig på den overflade, der dækker svaghed og bedrag. Romanen har form af en række dagbogsnotater skrevet af Løgneren selv, øens aldrende skolelærer og degn Johannes Vig. Sig ikke det navn for hurtigt. Johannes Vig.
Ved at tage bestik af menneskers eksistentielle svingninger mellem svig og oprigtighed måler romanen intet mindre end menneskets forsøg på at finde sig selv og sin plads blandt sine fæller. Johannes Vig formulerer det således:
”Man har pillet ved menneskeskæbner, man har drejet skæbner. Måske ingen undgår at gøre det. Men har man gjort det som et menneske der elsker og hader og vedstår sit hjerte? Eller gjort det for nemheds og tidsfordrivs skyld, som en person på besøg, som en fremmed?” (p. 119).
Det kan således ikke overraske, at Martin A. Hansens roman ofte er blevet sat i forbindelse med efterkrigstidens franske eksistentialisme. Denne forbindelse har givetvis noget på sig, hvad angår tematikken. Men stilistisk er der langt fra en Albert Camus’ (1913-1960) køligt registrerende prosa i 'Den Fremmede' (1942), der foregriber den franske nouveau roman til Martin A. Hansens langt mere altmodische sprogføring.
Ikke blot i stilen, men også i den danske naturs fremtrædende rolle og i brugen af den utroværdige fortællerinstans, finder Hansen snarere sit direkte forbillede i Steen Steensen Blicher (1782-1848) og sin litterære familie i skikkelser som Jeppe Aakjær (1866-1930), Hans Kirk (1898-1962) og Erik Ålbæk Jensen (f. 1933).
Løgneren er en stilfærdig roman, skrevet på et vidunderligt varieret og præcist dansk med en tematik, hvis eksistentielle almenhed afspejlede tænkningen i et Europa, der efter to store krige vaklede i troen på menneskets menneskelighed.
Måske er det denne blanding af efterkrigstidens påtrængende eksistentielle usikkerhed og en dansk litterær tradition, der gør denne lille roman så enestående.
Men det skyldes utvivlsomt også Hansens kunstfærdige konstruktion af en gennemført natursymbolik, der lader drivisens smelten, sneppens komme og en række grantræer fortælle mere end tusind ord om romanens personer - en opbygning, der retorisk gentager, hvad indholdet af bogen fortæller os om den ubrydelige forbindelse mellem menneske og natur i det lille øsamfund.
Og sidst, men ikke mindst opnår romanen sin fortryllende effekt ved den smidighed, hvormed der gennem disse billeder af øens beboere, dens frosne marker og det vilde hav omkring den, snor sig en ildrød tråd, der binder det hele sammen og giver romanen sin narrative dynamik, nemlig den trøstedrikkende degns stykvise, beklemte beretning om den sørgeligste kærlighed af alle. Den, der brændte ufortalt inde.
Da romanen begynder, har Sandø været lukket inde af isen hele vinteren. Annemari, historiens femme fatale, har derfor ikke kunnet få besøg af sin kæreste, Oluf, der arbejder på fastlandet om vinteren. Og Harry, en ung ingeniør, der er på øen for at udregne, om det kan betale sig at udvinde dens kalk, kan ikke komme den modsatte vej hjem til fastlandet. Hvad andet sker der, end at Annemari, som også den ensomme degn hemmeligt elsker, indleder et forhold til den selvsikre ingeniør? Men nu smelter isen, og Oluf kommer hjem. Og hvad så, Annemari?
Foråret luner således op under en kærlighedsfirkant, som vi ikke skal afsløre enden på. Det er da heller ikke den forholdsvis forudsigelige slutning, der i sig selv er romanens afgørende element. Det afgørende er derimod den selvransagelse og gradvise selverkendelse, som kærlighedshistorien fører med sig for skolelæreren. At elske eller ikke at elske, at blive elsket eller ikke.
Det er de spørgsmål, der er katalysator for Johannes’ grublerier over, hvem han er, og hvorfor han er der, hvor han er. Således forbinder det eksistentielle tema sig med kærlighedshistorien, der på sin side er aldeles betinget af et af naturens luner, en hård vinters simple faktum.
Disse tre, altså, mennesket, kærligheden og naturen, vævet sømfrit og sjælfuldt sammen til en blid og barsk roman på dansk om en tid, hvor hele Europa granskede sig selv efter krigens mismodige vinter.
'Løgneren' formår ikke blot at give et levende portræt af et menneske, der ligesom sin tid ikke kan finde fodfæste i sig selv. Den genlyder også af tøvejrets rislen, de hjemvendte fugles sang og menneskelig blomstring. Af håb i en streng tid.
Af Jakob Ladegaard, cand. mag.
Kommentarer