Planen

De seneste 20 års danmarkshistorie set fra ghettoen Urbanplanen danner rammen om denne moderne dannelseshistorie. En gribende og barsk historie, der i den grad kryber ind under huden.

Den selvbiografiske fortælling skildrer den nu næsten 30-årige forfatters opvækst og kamp for at finde sin plads i et barsk kvarter på Amager. Udover at skildre hvordan det har været at vokse op i et multikulturelt kvarter, hvor vold og kriminalitet er en del af dagligdagen, fortæller romanen også, hvordan en familie på bunden af samfundet langsomt går i opløsning. Historien spænder i tid helt fra Mortens tidlige barndom og frem til, at han som ung voksen vender tilbage til sin gamle skole som lærervikar.

Mortens familie består i starten af fortællingen af far, mor og de tre børn, hvoraf Morten er den ældste. Faderen og moderen bliver skilt, børnene bliver boende hos moderen, og hver anden weekend er børnene på besøg hos faderen. Den stille og generte Morten bliver hurtigt det oplage mobbeoffer for skolens stærkt dominerende arabiske og somaliske børn, men drengen lærer at klare sig, og selvom både skole og fritid konstant er en kamp for at undgå vold, bliver Mortens langsomt accepteret af alle befolkningsgrupper.

Morten Pape, som nu er i gang med at uddanne sig til manuskriptforfatter på Filmskolen, debuterer med denne roman. Og det gør han godt. Det er lykkedes ham at få skabt et særdeles autentisk og i virkeligheden rystende billede af livet i en såkaldt ghetto, og selvom temaet med utilpassede unge ofte er set i ungdomslitteraturen (startende helt tilbage med Bent Hallers: ’Katamaranen’, ’Nordkraft’ og lignende), så efterlader denne bog alene i kraft af sine over 500 sider en endnu dybere dokumentation.

Historien, som dog i bund og grund må betegnes som en voksenbog, er brutal og vedkommende, og det barske miljø med hærværk, vold, sex og stoffer er i kraft af de autentiske og præcise iagttagelser skildret særdeles overbevisende. Der er mange fine beskrivelser og iagttagelser fra ghettoen, og det hele er smukt sat ind i en samfundsmæssig overordnet ramme.

Kompositorisk er fortællingen inddelt i fem hovedafsnit, og hvert kapitel er i virkeligheden bygget op af meget små korte afsnit. Sproget er ligefremt og ikke for sarte sjæle, og der bruges en masse arabiske og somaliske udtryk, men det hele passer perfekt både til hovedpersonens rodløshed og miljøet.

Altså en rigtig vellykket historie, som man ikke sådan lige glemmer, og i disse tider med stigende fremmedhad, flygtningeproblemer, og uro i lignende boligkvarter burde denne sobre og indsigtsfulde historie være pligtlæsning får enhver fornuftigt tænkende dansker.

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.