Bog

Med samme båd

Af (
2021
)

Anmeldelse

Med samme båd af Jakobina Sigurdardottir

04 feb.21

Stærk fortælling om en islandsk kvinde, der i sit slidsomme liv oplever både store sorger og glæder.

’Med samme båd’ er en gribende fortælling om en islandsk kvindeskæbne. Det er en beretning, fortalt fra én kvinde til en anden over én nat, hvor de to deler kahyt i kystbåden fra det nordvestlige Island til Reykjavik. Ganske afdæmpet og uden dramatik fortæller kvinden Salome Kjartansdottir sin livshistorie til forfatteren.

Rammen for bogen er, at Jakobina Sigurdardottir har fået et statslån i tillid til, at hun skriver en bog. Mens hun kæmper med at komme i gang, læser hun, at Salome Kjartansdottir, eller Salo som hun kaldes, er død, og det bringer hende tilbage til en rejse med kystbåden mange år tidligere, hvor de delt kahyt. Salo var på vej til Reykjavik for at besøge sin familie, som hun ikke havde set i mere end 16 år, og efter en lidt famlende snak mellem de to kvinder, fortæller Salo sin livshistorie. Salo er kun midt i 30-erne, da de mødes, men hun er slidt, mangler tænder og ligner allerede en gammel kone.

Salo fortæller om, hvordan hun som en ung og livsglad kvinde tog til Hamar i det nordvestlige Island sammen med sin veninde for hen over sommeren at arbejde med høsten på en gård, men inden sommeren var ovre, var forlovet med den ældste søn på gården.

Det bliver et slidsomt liv uden megen glæde og kærlighed. Hun mister kontakten sin veninde, som hun kunne have betroet sig til, og hun er kun i kontakt med sin familie gennem breve. Selv om der ikke er megen kærlighed i ægteskabet, føder hun seks børn, men mister det ene. Hendes lille Kjartan var svagelig allerede fra fødslen og ville få det bedre hos Gud, som hun siger.

Tilværelsen er dog ikke været helt uden kærlighed, idet hun gennem et par år har et forhold til sin svoger, som dør på havet. Det er uvist, hvorvidt han er far til nogen af hendes børn, og Salo mener ikke, hendes mand havde mistanke om forholdet. Hun beskriver, hvordan hun følte skam og skyld, men alligevel ikke kunne stå imod.

Bogen er skrevet i 1981, men først oversat til dansk i 2021. Selv om det er en relativt gammel bog, virker den overhovedet ikke bedaget, for Jakobina Sigurdardottir formår at tegne både et skarpt kvindeportræt og et godt tidsbillede. Det er portrættet af en kvinde, der, som tiden krævede det, indordnede sig, men som også havde sine drømme og længsler. Jakobina Sigurdardottir (1918 – 1994) var flere gange nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

På islandsk hedder bogen ’I sama klefa’, som både betyder i samme celle og i samme kahyt, men den danske titel giver den en kvindehistorisk dimension og gør den til en fortælling om både Salo og Jakobina. Bogen er på kun 140 sider, men den rummer alligevel en stor fortælling, som det er svært at slippe.

Bogdetaljer

Forlag
Multivers
Oversætter
Erik Skyum-Nielsen
Faustnummer
38573861
ISBN
9788779172319
Antal sider
140

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer