Bjørnebarn

De fleste af os kender følelsen af at ønske at være noget andet et helt andet sted. Især når dem vi elsker og stoler på råber ad hinanden, glemmer os og gør os bange.

Gros forældre skændes meget, de skælder hende ud og ’de har grimme stemmer, når de skændes’. Selvom Gro råber ’Stop’ meget højt, hører de hende slet ikke. I skolen bliver hun drillet. Hun føler sig både magtesløs og frustreret. Når hun har det sådan, bliver hun til en bjørn. En stor, vred brølende bjørn, der løber ud i skoven og river buske op og vælter træerne.

’Det er derfor Gro er en bjørn i dag. Fordi nogle af de store drenge drillede hende henne i skolen. De tog hendes taske og skubbede hende, så hun faldt. Gro var lige ved at græde’. Når Gro er en bjørn, er alt meget nemmere, ’Bjørnen har ikke ondt i maven. Bjørnen er ikke ked af det’.

En dag løber bjørnen hjemmefra i afmagt, ud i skoven, hvor den møder en ulv, der også er meget frustreret. Bjørnen spørger ’Hvad laver du i min skov?’ Ulven svarer at den bor her, for det er også dens skov! Ulven viser sig at være drengen Nor, og han er også løbet hjemmefra. Altså rigtigt løbet hjemmefra. Det er Gro ikke helt sikker på, at hun er. Nor er frustreret, fordi hans forældre foretrækker hans lillesøster. De snakker kun om hende, og Nor synes hun er dum, især fordi hun ødelægger hans ting.

Da Gro og Nor fortæller hinanden deres historier, bliver de sammen til menneskebørn igen. Nor opdager, at hans lillesøster ikke kun er irriterende og tager hjem. Gro går også hjem, med en stor knude i maven, men opdager heldigvis at hendes forældre forstår, hvorfor hun er nødt til at blive til en bjørn, når hun ikke kan være i sig selv.

Både her og i Ane Bjørns tidligere billedbøger 'Da natten blev væk' og ' Omvendt sne', er karaktererne finurlige tuschtegnede i sort-hvid ligesom tegneseriefigurer, mens resten er malet i rolige farvede akvareller i dæmpede farver. Det skaber en virkeligt fin effekt mellem det tegneserieagtige og det poetiske.

Bjørnen i bogen er en god mulighed for at vise børn, hvordan vrede og frustration kan se ud, og hvad der skal til, for at man kan slippe af med det igen. At man gerne må brøle højt, hvis de voksne er dumme. For vrede er ikke altid så let at styre, men det er vigtigt at forstå, hvordan den opstår, og hvad man kan gøre ved den. Svære følelser skal ikke ties ihjel, for så vokser de og måske bliver man til en brølende bjørn for evigt. Bjørnebarn er en god bog til oplæsning, og der er rigtigt mange vigtige ting at tale om.