Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen
Optimisten og pessimisten. Rasmus Hylleberg er omkring de tredive. Morten Albæk har samme alder. To af samme unge generation, men med vidt forskellige meninger herom: Det er udgangspunktet for den debat, som i bogform bærer titlen Generation fucked up? (2005).
Efter nå og X kommer fucked up
Morten Albæk (f.1975), som til daglig er chefkonsulent i Danske Bank, mener, at det er helt fucked up, at den unge generation ikke engagerer sig i borgermøder, i politiske partier, i fagforeninger, i frivilligt foreningsarbejde – alle de steder, hvor folket er givet muligheden for at tage og påtage sig et demokratisk ansvar.
Baggrunden er, at Magtudredningen (et forskningsprojekt, der mellem 1994 og 2003 undersøgte det danske demokratis tilstand) i en rapport konkluderer, at de unges samfundsengagement ikke er på samme måde som deres forældres. De unge sjofler den demokratiske dannelse, de er ligeglade med fællesskabet tilstand, og de er frem for alt ekstremt navlebeskuende, lyder det følgelig anklagende hos Albæk.
Rasmus Hylleberg (f.1974), som er generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd, ser mindre dystert på, at de unge ikke er til foredrag, forsamlingshus og fagforening. Det er ikke ensbetydende med demokratisk fallit, men udtryk for en ny måde at tænke politik og fællesskab på. Nutidens unge er ikke uengagerede og selvcentrerede, som det fremstilles hos Albæk, men har fundet andre og utraditionelle kanaler til at markere deres standpunkter.
De unge er, i modsætning til deres forældre, politiske forbrugere, der køber Max Havelaar-produkter frem for at skrive læserbreve; de deltager i globale mærkesager, som er organiseret via internettet og ikke omkring gadekæret – i modsætning til deres forældres generation. Det er ikke lysten til at deltage, der er forsvundet, men måderne er nye og ofte usynlige for dem, som ikke kender dem. På samme måde som fagforeningerne eller dagbladsdebatter ligger i de unges blinde vinkel, er web logs og andre internet-fora ikke altid synlige for den gamle garde.
Albæk er altså generations-revseren, den gamle gnavne mand, mens Hylleberg leverer det optimistiske spørgsmålstegn, som afslutter debatbogens titel: Er generationen virkelig så fucked up? Uenighederne mellem de to debattører står klar fra første linie, ikke mindst fordi de to tør gå hinanden på klingen på en skarp og provokerende måde. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Albæk skal karakterisere Hyllebergs vurdering af demokratiets tilstand og vice versa.
Man fornemmer, at Albæk og Hylleberg brænder for netop denne duel og for at sige modparten imod, og tonen er derfor udfordrende og nærværende. Det er debat, når den er både klog og underholdende, og samtidig et besnærende portræt af generationen, som er blevet voksen i 90’erne.
Sådan er det i hvert fald den halvdel af vejen gennem bogen. Derpå taber debatten intensitet og generationstemaet leder til andre spor; de to kamphaner bliver nu enige om alt fra dårlige forældre til dårlige folkeskoler, og senere småsnakker de uforpligtende om Irak-krigen, om eksperter, om fremtidens europæiske fællesskab og meget andet. Albæk forsøger forgæves at fyre op under uenigheden igen, han polemiserer og bliver kantet, men Hyllebergs svar glider ofte af og det hele glider efterhånden ud af genren debat. Det virker lidt, som om man nu er vidne til bestræbelsen på at nå et sideantal, der kan retfærdiggøre, at et eksemplar af meningsudvekslingen på tryk, kan kaldes en bog.
Samfundsdebat i nye gevandter
Generation fucked up? er udgivet ligesom debatten er blevet til: som en e-mail-korrespondance. Mellem august 2004 og april 2005 har Albæk og Hylleberg udvekslet holdninger pr. elektronisk brev, og det er resultatet heraf, som i nogenlunde ren form er udgivet.
Hvert indlæg indledes som enhver anden e-mail med fra og til, dato (desværre ikke tidspunkt) og emne; man kan se, hvor lang tid hver især har taget sig til at svare, og Albæk og Hyllebergs e-mail-adresser står oplyst, sådan at man vel som læser, i den bedste af alle verdener, kan skrive en e-mail til en af kombattanterne og selv deltage i den åbne debat, som formen indirekte opfordrer til.
Man skal ikke indrullere sig i et politisk parti eller betale kontingent i fagforeningen, men blot skrive en e-mail og give sin mening tilkende: Bogen er i sig selv et levende bevis på en ny og løsere organiseret debatkultur, der tiltaler en generation, som så måske ikke er så fucked up, at det gør noget. Bogens eksistens er i den forstand Hyllebergs bedste argument. Samfundsdebatten lever i bedste velgående, men på en anden aftapning end sædvanligvis.
At den faktiske udformning på den måde spiller sammen med den generationsdebat, som er hovedtemaet, hører til bogens stærke sider. Ligesom web logs trykt på papir (på engelsk er f.eks. udkommet The Baghdad blog, som er skrevet af en ung iraker under den amerikanske invasion) eller en anden ny genre, samtalebogen, er publikationen af en e-mail-korrespondance med til at illustrere en nutidig form for politisk engagement, som er bygget op omkring enkeltsager.
De færreste vil (eller kan) placere deres holdninger i de svimlende ideologiske konstruktioner, som de traditionelle partipolitiske fora tilbyder, og derfor har udgivelser, hvor meningerne om en enkelt sag brydes, et naturligt publikum. Venstres partiprogram kan simpelthen ikke levere en ligeså fængende debat om tidens unge, som en duel mellem to kompetente debattører. Bøger som denne er afgjort kommet for at blive.
Men e-mail-korrespondancen som bog har som nævnt også svagheder. Blandt de indlysende er, at tilblivelsen over lang tid og pr. e-mail medfører den før omtalte mangel på fokus. Alle, der skriver e-mails, har nok oplevet, at en tråd (en e-mail og de efterfølgende svar og gensvar) kun har en begrænset periode, hvor den er interessant at skrive videre på, og desværre virker det i dette tilfælde, som om kilden tørrer ud for tidligt.
Som om Generation fucked up-projektet, inden det er ført til ende, keder alle involverede en smule. Lidt provokerende formuleret kan man sige, at én levende debat bliver til to halvdøde monologer på kunstigt åndedræt.
Kommentarer